USA kræver skærpet kontrol med rejsende

Den amerikanske regerings kræver skærpet flysikkerhed, men i Bruxelles sammenligner talsmænd for EU kravene med afpresning. Hvis de europæiske lande nægter at opfylde de amerikanske krav, kan det betyde, at vesteuropæiske rejsende for fremtiden skal have visum for at komme ind i USA.

Ifølge et dokument, som USA har sendt til underskrivelse i de europæiske hovedstæder, skal EU-landene udlevere oplysninger om alle passagerer, der blot overflyver amerikansk territorium uden at lande i USA.
I løbet af få måneder ventes der indført krav om, at europæere skal søge om indrejsetilladelse via internettet, før de bestiller en flybillet til USA. Godkendelsesproceduren ventes at tage flere dage.

Oplysningerne fra det nye elektroniske ansøgningssystem skal kombineres med de omfattende persondata, som EU i forvejen udleverer til USA for at give de amerikanske myndigheder mulighed for at gennemgå passagerlisterne og frasortere potentielle terrorister.

USA vil også have de europæiske flyselskaber til at udlevere oplysninger om personer, der slet ikke skal ud at flyve, for eksempel pårørende, der får lov til at komme med ud i afgangshallen for at hjælpe ældre, børn eller syge passagerer om bord på et fly.

(Politiken, d. 12. februar, 2008)

Skrevet af