Utraditionelt feriekoncept relanceres på Bornholm

”Ja, vi giver den lidt ekstra gas og starter igen,” lyder det fra hotelchef Hanne Dimon fra hotel Siemens Gaard i Svaneke. Hun gik sidste efterår sammen med Bilhuset Bornholm om et fælles produkt, der blev markedsført under sloganet; ”Giv din bil og parforholdet et serviceeftersyn”. Ideen var, at bilejere kunne købe en pakkeløsning bestående af service på deres bil hos Bilhuset Bornholm og overnatning på Siemens Gaard. Tilbuddet blev forsøgt på nogle fagforeninger, men det var uden den store succes. Nu forsøger man dog med konceptet i større skala. Yderligere tre bilforretninger er gået med i samarbejdet, så der nu tilbydes reparation og service på en lang række forskellige bilmærker. Hanne Dimon vil desuden forsøge at få flere hoteller med i projektet, der bryder lidt med traditionerne.
”Tidligere har det meget været mand og kone-virksomheder med holdningen, at ”det har vi prøvet”. I dag er alle bevidste om, at det er hele Bornholm, vi skal sælge,” siger hun.

(Børsen, d. 13. februar, 2008) 

Skrevet af