Vækstplan styrker dansk turisme

Mette Feifer.

Mette Feifer.

Dansk Erhverv roser regeringen og Venstre for at lytte til erhvervets ønsker om fuld momsafløftning og større fokus på det tyske marked.

”Den fulde momsafløftning på overnatning er vigtig for dansk møde- og erhvervsturisme og en mærkesag, som Dansk Erhverv har arbejdet på i flere år. Det betyder, at hoteller og konferencecentre kommer mere på omgangshøjde med vores nærmeste konkurrenter om erhvervsturister og det vil skabe vækst og 500 nye arbejdspladser,” siger markedsdirektør Mette Feifer.

”Den fulde momsafløftning bliver samtidig en betydelig forenkling – både for hoteller og konferencesteder, men også for kunderne. Det er positivt, at vi får forenklet de danske momsregler”, fortsætter Mette Feifer.

Samtidig indeholder vækstplanen flere penge til at tiltrække turister fra Tyskland, som er det vigtigste marked for dansk kystturisme.

”Dansk turisme vil fortsat skulle kæmpe med nogle energiafgifter, som er langt højere end i vores nabolande, og højere end energiafgifterne for de danske produktionsvirksomheder. Derfor havde vi gerne set en ligestilling af turismeerhvervet med andre eksporterhverv,” slutter Mette Feifer.