Vandrerhjem vil sælge kursusarrangementer

Mange Danhostels kan konkurrere med hoteller og kursuscentre, når det gælder afholdelse af møder og kurser. Det mener Danhostel, paraplyorganisation for vandrerhjem i Danmark. Organisationen gør nu fremstød for at markedsføre certificerede Danhostels, der tilbyder kursusarrangementer via hjemmesiden moedelokaler.dk

 

Foreløbig er 29 af Danhostels 94 medlemmer certificeret.

 

”De certificerede Danhostels lever op til kravspecifikationer, når det gælder bl.a. mødelokaler, service, måltider og overnatningsfaciliteter,” siger marketingchef Mette Vestergård fra Danhostel og tilføjer:

 

”De har faciliteter og service, der kan konkurrere med den, hoteller og kursuscentre tilbyder.”

 

På moedelokaler.dk kan køberne vælge efter forskellige søgekriterier. Det gælder bl.a. beliggenhed og kursets størrelse – og man kan vælge Danhostels med udvidet miljøcertifikat, som er handicapvenlige eller omfattet af Statens Indkøbsordning (SI).

 

Danhostel er paraplyorganisation for 94 vandrerhjem i Danmark, der med godt 12.000 sengepladser og 1,1 mio. årlige overnatninger, er en af landets største overnatningskæder.

Skrevet af redaktionen