Årets første otte måneder bød på 705 mio. ankomster af udenlandske turister verden over – FN organisation sikker på, at det samlede tal for i år for første gang passerer en milliard ankomster. Frankrig stadig i top.
FN’s organisation for verdenshandel, World Trade Organization (UNWTO), skriver i ny rapport, at antallet af udenlandske turistankomster i år for første gang kan passere en milliard. I selve rapporten har UNWTO faktisk sat dato på, denne turist vil ankomme 13. december et eller andet sted i verden…
Hele sidste år var der 983 mio. ankomster af overnattende udenlandske turister i verdens lande – over halvdelen af disse var ankomster til europæiske lande. Samlet brugte de mange millioner turister over 1.000 milliarder kr. på og under deres rejser, skriver CNN – i snit bruger tyske turister flest penge.
I de første otte måneder af i år har væksten i antallet af udenlandske turistankomster til verdens lande været fire procent sammenlignet med januar-august sidste år. Væksten var størst i Asien med syv procent, fulgt af Afrika (6 pct.), Amerika (4 pct.) og Europa med tre procent. Kun Mellemøsten tabte terræn, hvilket tilskrives færre turister i Egypten pga. urolighederne.
Sidste år brugte tyske turister 84 milliarder dollars på deres rejser til andre lande, turister fra USA fulgte efter med 79 milliarder dollars – kineserne kom på tredjepladsen med 73 milliarder dollars og den største vækst i forbruget, 18 pct.
FN-rapporten forudser en gennemsnitlig årlig vækst i international turisme på 3,3 pct. og antager, at antallet af internationale turister i år 2030 er vokset til 1,8 milliarder om året.
Sidste år var Frankrig atter største modtager af internationale turister med 79,5 mio., fulgt af USA med 62,3, Kina 57,6, Spanien 56,7, mens 46,1 mio. sidste år rejste til Italien. De andre lande på top 10-listen er Tyrkiet, Storbritannien, Tyskland, Malaysia og Mexico.
De lande som havde størst indtægter fra udenlandske turister var sidste år USA med 116,3 milliarder dollars, Spanien 59,9 og Frankrig 53,8 milliarder dollars.