Verdens største flyordre

American Airlines har i første omgang bestilt 200 Boeing 737’ere – med mulighed for yderligere 100 eksemplarer – samt 260 eksemplarer fra Airbus’ A320-familie, der bl.a. tæller Airbus 319, Airbus 320 og Airbus 321’ere. Også i aftalen med Airbus er der forkøbsmuligheder for endnu flere fly.

 

De mange bestilte fly leveres over de kommende fem år. American Airlines betegner den samlede kæmpeordre som verdens hidtil største for kommercielle passagerfly.

 

American Airlines, der flyver i Oneworld-alliancen, begrunder nyindkøbene med, at de nye flytyper bruger mindre af det kostbare flybrændstof ved hjælp af bl.a. bedre motorer.

 

Foreløbig har Airbus leveret 4.700 eksemplarer af flyene fra sin A320-familie til kunder verden over. I alt har Airbus solgt 10.700 fly til over 440 kunder – foreløbig er 6.700 leveret.

 

American Airlines har i forvejen over 600 Boeing-fly i sin flåde, heraf 156 af den nyeste B737-version, Next Generation, B737-800.
Samlet har Boeing ordrer på 5.700 af Next Generation B737’ere, hvoraf foreløbig 3.700 er leveret.

 

American Airlines var sidste år verdens fjerdestørste flyselskab med 105 mio. passagerer. Størst var Delta Air Lines med 162 mio., fulgt af United (herunder Continental) med 145 mio. og lavprisselskabet Southwest med 131 mio. passagerer.

 

Skrevet af redaktionen