Vi bliver dobbelt så længe i USA

Sidste år var der for første gang over en million rejsende fra de nordiske lande til USA, 1.002.779 – en stigning på næsten 100.000 i forhold til 2009.
De fem nordiske lande har tæt på 24,5 mio. indbyggere – dermed besøgte lige over 4 pct. af borgerne fra Norden sidste år USA.

 

USA’s største marked i Europa er Storbritannien med ca. 3,9 mio. ankomster sidste år. Der er næsten 60 mio. indbyggere i Storbritannien, hvilket betyder, at 6,5 pct. besøgte USA sidste år.

 

Tyskland er næststørste marked med 1,7 mio. ankomster til USA i 2010. Tyskland har 83 mio. indbyggere – det betyder at kun to pct. af tyskerne sidste år var i USA, det halve af det nordiske ankomsttal.

 

Frankrig var tredjestørste marked for USA i Europa. Det blev til 1,3 mio. franske ankomster. Der er 60 mio. indbyggere i Frankrig – hvilket svarer til at også kun to pct. af franskmændene sidste år var i USA; igen det halve af det nordiske.

 

Efter de nordiske lande på fjerdepladsen kommer Italien med 753.000 ankomster; der er 58 mio. italienere, dermed var kun 1,3 pct. af dem i USA sidste år.

 

De nordiske Discover America-komiteer arbejder med at gøre amerikanske turistmyndigheder, turistråd, flyselskaber osv. opmærksom på det høje potentiale fra Norden. Det vil også ske på den kommende fagmesse for rejsebranchen i USA, Pow Wow, der senere på måneden holdes i San Francisco.  

 

Sidste år var der 372.000 svenske ankomster til USA, en stigning på 15 pct. i forhold til 2009.
Der var 259.000 fra Danmark – en fremgang på 5 pct. og første gang med over en kvart mio. danske ankomster
Fra Norge kom der 221.000 ankomster til USA – en stigning på 14 pct.
Der var 112.000 fra Finland – et fald på to pct. sammenlignet med 2009.
Island bidrog med 39.000 besøgende sidste år i USA – en fremgang på 37 pct.
Island er i øvrigt det nordiske land med flest flyruter til USA – Icelandair betjener seks destinationer, nogle dog ikke hele året.

 

Halvdelen af de nordiske rejsende til USA er forretningsrejsende, 25 pct. er ferierejsende, mens de resterende er passagerer der skal besøge venner og familie, studerende mm., viser officielle amerikanske tal.

 

I snit er de nordiske rejsende til USA 17,5 dage i landet, hvor de i snit bruger 108 dollars i døgnet.
Fra de andre store markeder fra Europa tilbringer franskmændene i snit 8,6 nætter i USA pr. rejse og bruger ligeledes 108 dollars i døgnet.
Englænderne er i snit 9,5 nætter i USA og spenderer 106 dollars i døgnet, mens tyskerne har 12,2 døgn i USA, hvor de bruger gennemsnitligt 82 dollars i døgnet.

 

 

Skrevet af Henrik Baumgarten