Vi er glade for, at have reddet passagertrafikken i DFDS

DFDS lagde godt fra land i 2010 med en omsætning i nærheden af 10 mia. kr. og et driftsresultat på 1,3 mia. kr. ”Vi er kommet rigtigt godt gennem sidste år, ” fastslår koncernchef Niels Smedegaard (foto).

Der har også været en mindre fremgang på passager- hovedruten København-Oslo, som nu giver overskud. Der er også fremgang mellem Amsterdam og Newcastle ligesom Esbjerg-Harwich med den gode kombination af passagerer og gods er i plus.

”Vi er glade for, at vi nu kan aflyse tanken om at sige fra over for passagerdivisionen. Der bliver tale om opgradering, og nu skal vi også have kasino om bord mellem de to hovedstæder. Der skal være et stort udbud af oplevelser, god og glad servicering. Så klarer Pearl og Crown sagtens nogle år endnu, ” fortsætter Niels Smedegaard til takeoff.dk

”Vi kan altså ikke se frem til et stort flot krydstogtskib på ruten?”
”På et eller andet tidspunkt skal vi da forny flåden, og det sparer vi penge op til. Men de nærmeste år er der ingen planer, selv om vi naturligvis holder øje med markedet. Allerede i dag nærmer vi os krydstogtkonceptet. ”

”Måske i år 2040?”

”Nej, skal vi sige fem-syv år, som det ser ud i dag, ” lyder svaret.

 

Skrevet af Ejvind Olesen