Vi er slemme til at glemme passet

dansk pasDer udstedes årligt omkring 30.000 nødpas til glemsomme danskere. Vi skal stadig have pas med, selv om vi holder os til Schengen-landene.

De mange glemte eller udløbne pas skaber travlhed hos politi og kommuner, viser tal indhentet af FDM travel. Alene i Københavns Lufthavn udstedte politiet sidste år 2.115 nødpas mod 1.670 i 2011. I 2013 er foreløbig udstedt 445 nødpas.

”Med Schengen-samarbejdet og de åbne grænser er mange nok blevet vant til, at ferie i udlandet ikke længere er lig med paskontrol. Det kan forklare, at så mange glemmer passet. Heldigvis er der næsten altid hjælp at hente hos myndighederne, der på kort tid kan udstede et nødpas, men det giver en dårlig start på ferien. Derfor kan vi kun opfordre til, at man tjekker passet i god tid,” siger adm. direktør i FDM travel Jan Lockhart.

Også i landets kommuner må komme borgerne til undsætning. Alene i Københavns Kommune udstedte Borgerservice i 2012 3.910 provisoriske pas, som nødpasset hedder. I alt vurderer Rigspolitiet, at der på landsplan udstedes 25.000-30.000 provisoriske pas om året.

”Mange er nok ikke klar over, at det stadig er et krav, at man er i besiddelse af et gyldigt pas. Også selv om man i dag kan rejse i det meste af Europa uden at skulle vise pas. Eneste undtagelse er i Norden, hvor der er pasfrihed for nordiske statsborgere. Derfor bør man altid sikre sig, at ens pas stadig er gyldigt og pakket, inden man tager på ferie,” siger Jan Lockhart.