Vi er verdens bedste til at feriere

Analysen viser, at danskerne er de ubetinget bedste til at holde ferie – vi er dem, der har flest feriedage, vi er

hurtigst til at koble af, og så er vi dem, der mindst tjekker arbejdsmail og telefon på ferien. I den anden ende af skalaen ligger Japan, Indien og Sydkorea.

 

De mest i øjenfaldne resultater er, at 80% af danskerne har mere end 21 feriedage – med et gennemsnit på 30. Det kan end ikke vores naboer i Sverige og Norge matche. Anderledes i Japan, hvor 27% slet ikke holder ferie.

 

"Noget andet er, at danskerne også benytter feriedagene i et omfang, der overstiger alle andre lande. Danskerne holder i gennemsnit 30 dages ferie årligt", siger Charlotte Gogstad fra Expedia i Norden.

 

"62% af danskerne slapper straks af når de tager på ferie, og kun 14% tjekker regelmæssigt mail eller telefonsvarer. I Frankrig er der 56%, som ofte tjekker mail og telefon, mens næsten 40% af svenskerne bruger mere end et par dage, før de slapper helt af", siger hun.

 

"Flere burde gøre som danskerne og bruge al den ferie, de har. Ikke blot fordi vi lever af at sælge rejser, men fordi det er sundt for kroppen og hjernen at slappe af”.

 

I øvrigt har europæerne flest feriedage med 25-30 i gennemsnit. Sydkoreanerne og japanerne har færrest – henholdsvis 10 og 11 dage årligt. Disse lande har også den største andel af ubrugte feriedage, henholdsvis 30 og 55%. De mest almindelige grunde til ikke at bruge sine feriedage er globalt set dårlig planlægning og at man ikke har råd. USA er det land, hvor de fleste siger, at de ikke har råd.

 

I alle lande, undtagen Sydkorea, er badeferie den mest populære ferieform. Sydkoreanerne foretrækker romantiske getaways.

Skrevet af Flemming Juul