Vi køber charter for knap en milliard

ferie cypern spiesI løbet af årets fem første uger bestiller danskerne charterrejser for ca. 950 millioner kroner, viser beregninger fra Spies.

”Tal fra Google viser, at søgningen på rejser voksede allerede ved 11-tiden selve juleaftens dag, efter der lå rejsegavekort for ca. 50 millioner kroner under juletræerne. Og trenden holdt sig i fridagene omkring nytår, hvor den megen regn og blæst gav flashbacks til den seneste sommerferie”, siger kommunikationschef i Spies, Torben Andersen.

Beregninger fra Spies viser, at vi de næste fem uger vil bestille 120.000 charterrejser til en værdi af tæt ved en milliard kroner.

”Det svarer til 3.429 solgte rejser pr. dag, 142 rejser i timen eller to rejser i minuttet”, fortæller Torben Andersen. ”De, der bestiller tidligt, ved, at de har det bedste udvalg, specielt alle de, der ønsker store familieværelser eller plads på de mest populære hoteller”.

Det er først og fremmest Middelhavet, som frister i sommerhalvåret, og det er Mallorca, som ser ud til at blive feriefavorit hos Spies. Ca. 25% af rejserne til den populære ferieø er allerede solgt.

Top 5 hos Spies: 1. Mallorca, 2. Kreta, 3. Rhodos, 4. Antalya og 5. Cypern.