’Vi siger nej til mange udenlandske turister’

Sommerhus1TURISME: Der er øget efterspørgsel efter danske feriehuse, og udlejerne vil gerne øge udbuddet. Adm. direktør Kaj Frederiksen fra Sol og Strand hilser derfor et forslag om øget bundfradrag for udlejning velkommen.

Kun omkring 40.000 af Danmarks 200.000 sommerhuse udlejes til turister. Danske udlejningsbureauer administrerer 35.000 feriehuse, og hos Sol og Strand kan man på de fleste destinationer melde alt udsolgt i højsæsonen. Kaj Frederiksen vurderer, at yderligere tusinder af sommerhuse kunne lejes ud, hvis udbuddet var der.

”Danmark er i stigende grad en attraktiv feriedestination for vores nærmeste naboer. Nordmænd, svenskere, tyskere og hollændere vil gerne til Danmark, hvis det rette mix af overnatningsmuligheder, attraktioner, prisniveau mv. er til stede. Derfor ærgrer det mig, at vi hver dag skal sige nej til turister, der er interesserede i at leje et dansk sommerhus”, siger Kaj Frederiksen.

Dansk Folkeparti foreslår at hæve det skattefrie bundfradrag fra de nuværende 20.700 kr. pr. år til 30.000 kr., og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen ser positivt på forslaget.

”Der er ingen tvivl om, at skatten er en væsentlig barriere, når sommerhusejerne overvejer udlejning. Mange vil derfor være stærkt motiverede af at kunne indkassere en større del af lejeindtægten skattefrit”, siger han. Beregninger fra Ferieudlejernes Brancheforening viser, at et gennemsnitligt dansk sommerhus, der lejes ud, omsætter for 250.000 kr. pr. år i lokalområdet. Kaj Frederiksen vurderer, at en forhøjelse af bundfradraget vil øge udbuddet af udlejningshuse med 3-4.000 huse. 1.000 ”nye” huse svarer til 6.000 senge og ca. 400.000 overnatninger pr. år, og det giver en afledt turismeomsætning på ikke mindre end en kvart milliard kroner.