Vi skærer ned på rejserne

De seneste måneders økonomiske usikkerhed har fået mange til at holde sig tilbage med bookningen af ferie og en analyse fra Deloitte viser, at vi i 2007 brugte 9.300 kroner på ferierejser, mens vi sidste år brugte 7.900 kroner – en nedgang på 15%, skriver epn.dk.

 

Rejsebranchen yderst konjunkturafhængig, så derfor ramte finanskrisen sidst i 2008 hårdt. I 2010 rettede efterspørgslen sig og der var en god start på 2011, men i sommerens løb opstod der en tøven blandt rejsekunderne på grund af Sydeuropas gældskrise.

 

Den usikkerhed er siden øget og nu er det langt vanskeligere at sælge rejser til fuld pris. Det er især de mindre rejsebureauer, der er hårdt ramt og mere end hver femte rejsebureau har ifølge Deloitte en økonomi, der er så anstrengt, at der umiddelbart skal gøres noget for at styrke indtjeningen.

Danskerne rejser både på længere ferier og korte weekendture, men ikke nødvendigvis så langt væk. Flere vælger nære destinationer som Sverige, Tyskland, Norge og Østrig.

Skrevet af Flemming Juul