Virgin flyver på kokosnødder

Jumbojetten fløj fra London til Amsterdam med 20 pct. biobrændstof, der var sammensat, så ingen kunne beskylde selskabet for at tære på verdens mere grundlæggende fødevareressourcer.
Biobrændstoffer udvindes i dag primært fra korn, grøntsager eller sukker, men i takt med at fokus på og produktion af biobrændstoffer er intensiveret af miljøhensyn, har flere udtrykt bekymring for, at udviklingen kan have været en medvirkende årsag til de stigende fødevarepriser, ligesom eksperter har rejst tvivl om miljøfordelene ved de såkaldte førstegenerations biobrændstoffer.

Branson fortalte i går, at flyene er i stand til at flyve med blandinger på op til 40 pct. biobrændstof, og det kalder han for ”et vitalt gennembrud for hele flyindustrien”.

Virgin Group er et konglomerat af forskellige forretningsområder, og koncernen har forpligtet sig til at bruge hele sit overskud fra fly- og jernbaneaktiviteterne til at bekæmpe den globale opvarmning gennem nedbringelse af CO2-udslippet. Allerede sidste år begyndte selskabet at blande biobrændstoffer med dieselolien i flere af dets tog.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 25. februar, 2008)

Skrevet af