Når man i erhvervslivet booker forretningsrejser langt senere, skyldes det bl.a. nye rejsevaner og generel travlhed. Konsekvenserne er dyrere flybilletter for virksomhederne og sværere planlægning for flyselskaberne.
”Vi oplever en klar tendens til, at vores virksomhedskunder bestiller flybilletter senere og senere,” siger Hervé Kozar, Country Manager hos Air France/KLM. Han understreger imidlertid, at kunderne ikke køber færre flybilletter men blot køber dem langt senere, bl.a. fordi de har fået en kortere tidshorisont.
”De kender ikke deres rejsebehov i så god tid som tidligere, og de planlægger kortere tid frem. For nogle, f.eks. virksomheder i vindmølleindustrien, er det travlhed, der er skyld i, at man ikke kan planlægge i så god tid som før,” siger han.
Nye rejsevaner er medvirkende til, at forretningsfolk bestiller deres rejser senere, mener trafikforsker Claus Lassen.
”Det at flyve er blevet langt mere hverdagsagtigt end tidligere. Hvor man tidligere forbandt en forretningsrejse til udlandet med noget eksotisk, så bliver det i dag opfattet som noget langt mere trivielt og kedeligt. På en måde er det blevet som at køre i bus. Det er nok med til, at rejsebestilling bliver opfattet som noget, man kan gøre senere,” siger Claus Lassen, adjunkt ved Aalborg Universitet.
Claus Lassen peger også på øget travlhed, der gør det vanskeligere at få privatliv og arbejdsliv til at hænge sammen, og det betyder, at færre har overblik til at bestille en fremtidig erhvervsrejse flere uger i forvejen.
(Berlingske Tidende, d. 11. februar, 2008)