Visit Denmarks “Kom bare og knald løs” var den største brøler af reklamefilm

Under kiks og hits har B.T. i går set på reklamefilm og annoncekampagner med baggrund i den løgnagtige reklame i LO´s annonce. Det får imidlertid eksperter til igen at tænke på Visit Denmarks film med Mor Karen, som på YouTube efterlyste faderen til sit barn.

 

Under overskriften "Kom bare og knald løs" siger kommunikationsekspert Henrik Byager til bladet: "Det er i mine øjne den værste brøler i nyere tid. Den skaber en forfejlet opmærksomhed over hele kloden."

 

Lotte Hansen, direktør i Mannov siger: "Man var tilsyneladende så vild med at lave noget skægt og skævt, at man helt glemte, hvad man egentlig ville fortælle."

 

Også hun synes, at Visit Denmarks kampagne er den værste brøler.

 

Kampagnen kostede som bekendt adm. direktør Dorte Killerich jobbet. Hun er senere blevet direktør for turismen i Nordsjælland. Og det er yderst tvivlsomt om Mor Karen følger med.

 

Hvordan det går med formanden for Visit Denmark, adm. direktør i Messecenter Herning, Georg Sørensen vides først sidst i denne måned. Om han overhovedet er interesseret i at fortsætte vides ikke. Forlydender vil vide, at flere navne er i spil hos erhvervsminister Brian Mikkelsen.

 

Det står klart at bestyrelsen skal på skrump, ned til fem- syv medlemmer. Så snart formanden er valgt kommer turen til ansættelse af en ny adm. direktør.

 

Skrevet af Ejvind Olesen