VM i vindsurfing i Skive

Verdensmesterskaberne starter den 28. august, når de første af 100 deltagere fra 14 nationer ankommer. 29. august er der træning og åbningsceremoni, og 30. august kl. 12 går det løs med de første sejladser. Det fortsætter onsdag, torsdag og fredag, indtil mesterskaberne slutter lørdag den 3. september med præmieoverrækkelse kl. 19.

 

Arrangør er Skive Windsurfing Klub, og der bliver tale om det største stævne af sin art i Danmark nogensinde.

 

”Der bliver masser af action. Formula er windsurfernes Formel 1 racere med kæmpe vingeformede sejl på op til 12½ m², superlette boards og meterlange finner. Alt udstyr er topavanceret og meget let, fordi det er bygget af kulfiber. Det giver en meget høj fart, selv i let vind, og faktisk kan speedbåde ikke følge med de hurtigste Formula windsurfere”, fortæller klubbens stævneansvarlige, Christen Bo Justensen.

 

”Det er rigtig godt gået af Skive Windsurfing Klub, og hele byen glæder sig til at blive centrum for de mange windsurferes opmærksomhed”, siger turistchef Alice Bank Danielsen, Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter.

Skrevet af Flemming Juul