Weekenden gav atter bagageproblemer i Københavns Lufthavn

Amatørfoto fra lørdagens bagageproblemer i Københavns Lufthavn.

Amatørfoto fra lørdagens bagageproblemer i Københavns Lufthavn.

LUFTHAVNE: Lørdag strandede 3.000 kufferter i lufthavnen, der fortsat har problemer med sit opgraderede bagageanlæg. 47 flyafgange blev op til en time forsinket. Der var også lang ventetid i sikkerhedskontrollen.

Tusindvis af passagerer måtte lørdag se langt efter deres kufferter efter nye problemer med bagagehåndteringen i Københavns Lufthavn. Sidste weekend var den også gal, her kom 2.000 stykker bagage ikke med flyene. På sine mest travle dage håndterer lufthavnen ca. 40.000 stykker bagage.

”Der var ret meget bagage, der ikke nåede med. Omkring 3.000 stykker bagage skulle eftersendes, det er selvfølgelig trist for de pågældende passagerer. Det beklager vi meget. I alt blev 47 flyafgange forsinket op til en time,” siger lufthavnens kommunikationsdirektør, Henrik Peter Jørgensen, om problemerne i lørdags til Berlingske Nyhedsbureau.

Lufthavnens bagagesystem, der netop er udbygget for 250 mio. kr., kunne ikke håndtere de store mængder bagage på en af årets travleste rejsedage.

”De sidste justeringer er i færd med at blive gennemført, og desværre virkede det ikke, som det skulle,” siger Henrik Peter Jørgensen.

Ifølge standby.dk’s oplysninger var den søndag morgen også gal med ventetiden ved sikkerhedskontrollen – her var ventetiden op mod en time.