Det seneste år har islandske Wow Air haft 22% flere rejsende på sin næststørste rute mellem Island og Københavns Lufthavn. Samlet var der sidste år 15.500 danske ankomster til Island – kun Storbritannien var større med 35.000 ankomster.
Turisme til Island hjælpes godt på vej, når landet danner baggrund for Hollywood-film – både Tom Cruise og Ben Stiller har for nylig indspillet dele af nye film i Island.
Filmbillederne fra Island har bl.a. betydet, at islandske Wow Air har set stigning på dets rute fra Island til London Gatwick på 281% fra godt 7.000 i 2012 til 27.500 sidste år. I samme periode rejste 32.000 islændinge til London med Wow Air. I alt havde Wow sidste år 504 flyvninger mellem Island og Gatwick.
Wow Air betjener foreløbig 16 europæiske destinationer med sine fire Airbus A320’ere og med Berlin, København, London og Paris som helårsruter.
Efter ruten til Gatwick er forbindelsen mellem Keflavik og København selskabets største, med otte fly om ugen – det er ingen match for Icelandair, der har flere daglige fly mellem Island og København.
Wow Air droppede for nylig en plan om at dette forår at åbne mellem Island og Boston. Wow ønskede samme afgangstider til Boston som Icelandair har fra Island. Det kunne ikke lade sig gøre. Wow fortalte i november om sine planer – med samme flytype, Boeing 757, som Icelandair bruger, og til to af de lufthavne, Icelandair betjener, Boston og Newark ved New York.
Wow Air bebrejdede de indstillede planer med, at man ikke kunne få brugbare slots i Keflavik. Wow havde også søgt landingstider i Newark, men lufthavnen havde ingen ledige. Tildelingen af slots i lufthavnene i København, Billund og Keflavik, sker via Airport Coordination Denmark, ACD, hvis direktør, Frank Holton, sagde forleden: ”Wow Air ville flyve fra Keflavik til Boston på samme tid som Icelandair – og her er ingen ledige slots i Keflavik; vi tilbød Wow Air ledige afgangstider 40-50 minutter før Icelandairs eftermiddagsafgang til Boston eller op til en time efter. Icelandair har haft sine afgangstider i mange år og passet dem til punkt og prikke – dermed har de retten til dem, man kan ikke tage afgangstiderne fra dem, fordi et andet flyselskab ønsker afgang på samme tid. Med de ledige afgangstider, vi kunne tilbyde Wow Air, kunne de fint nå til Boston, have to timers vendetid, og nå tilbage til Keflavik.”