Stockholm som Skandinaviens hovedstad

Stockholm er en dejlig by, ingen tvivl om den ting. Men, det er ikke Skandinaviens hovedstad, for en sådan findes ikke! Der er tre hovedstæder i Skandinavien, nemlig København, Stockholm og Oslo.



Stockholm er heller ikke Skandinaviens største by, det er København. Stockholm er heller ikke centralt placeret i hjertet af Skandinavien. Den er placeret i yderkanten af Skandinavien.



En helsides annonce for den kommende lufthavnskonference i september, den såkaldte Routes, bringer uden blusel den række fejlagtige påstande i et forsøg på at fremhæve Arlanda Lufthavn på bekostning af København og med Stockholm Visitors logo, som igen fastslår Stockholm – The Capital of Scandinavia.



De fleste syntes for to år siden, det var en morsom spøg, men nu er den ikke morsom længere. En forkert påstand bliver ikke rigtigere af at blive gentaget.



Da Take Off i går forelagde annoncens tekst for flere ved afskedsreceptionen for Niels Boserup i Københavns Lufthavn var det den udbredte mening, at det ikke er smart at blive ved med at gendrive forkerte påstande.



“Enhver ved, at hovedstadspåstanden er forkert. Det er heller ikke rigtigt, at Stockholm er Skandinaviens største turistby. Den har heller ikke den største lufthavn. En besynderlig form for markedsføring,” sagde adm. direktør for Wonderful Copenhagen, Lars Bernhard Jørgensen.



De øvrige udtalelser var i samme stil. “Mærkeligt at professionelle folk vil bruge stribevis af forkerte påstande for at få opmærksomhed.”



“Vi siger velkommen til internationale flyselskaber. Vores placering er geografisk bedst i Skandinavien. Midt imellem Fjerne Østen og USA. Her er et fremragende marked, men vi er undervurderet, ” skriver direktøren for Stockholm Visitor Bureau, Martin Rosborg.



Det sidste kunne der være en grund til, men derfor kan man godt holde sig til sandheden, siger indsenderen af annoncen til Take Off.

-ejv

Skrevet af