Vi vil ikke underbyde os selv

”Det er rigtigt, at Jettime tager kunder fra os. Men de priser som SAS og andre i markedet sælger chartersæder til, er af en sådan karakter at vi ikke vil være med,” siger Sterlings kommercielle direktør, Stefan Vilner, Til Take Off.



Det var Jyllands-Posten som torsdag skrev, at endnu inden det nye danske charterflyselskab, Jettime, har fået det første af sine to fly – det kommer halvanden måned forsinket i næste uge, det andet til oktober – har selskabet fået mange kunder. Bl.a. fra Sterling.



Jettimes adm. direktør Klaus Ren sagde til avisen, at med selskabets ordrebeholdning til sine to fly har det ”i de populære perioder i 2006 og 2007 tæt på ti procent af det danske chartermarked!”

Selskabets kunder er typisk de mindre, uafhængige charterselskaber.



Også SAS vinder kunder, som tidligere fløj med Sterling: ”I 2004 havde vi 185.000 charterrejser. Næste år får vi – lavt sat – 375.000,” bl.a. som følge af den store Star Tour-kontrakt som Sterling før havde,” sagde Michael Binzer, salgsdirektør for SAS Leisure, til avisen.



Hvordan Sterlings produktion på chartersiden bliver til næste sommer, ved Stefan Vilner endnu ikke.

”Vi forhandler i denne tid med både nuværende og potentielle kunder. Cirka 20 % af vor produktion er charter, og det er ikke verdens ende, hvis vi taber nogle kunder. Det må vi så forholde os til. Men vi går ikke ned i pris for at få kunder, selv om vi smadder gerne vil flyve charter.”



HB

Skrevet af