Bekymret for Thailand som turistdestination

Med 141.000 danskere var Thailand sidste år danskernes næststørste oversøiske rejsemål – kun overgået af USA med 218.000.



Den seneste uges uro i Thailand med regeringsfjendtlige demonstranters besættelse af hovedstadens lufthavne, vækker uro i Danmarks Rejsebureau Forening. Herfra siger adm. direktør, Lars Thykier, til Take Off:



”Jeg er bekymret. Demonstranterne risikerer at smadre landets turistøkonomi. Måske er det typisk for Thailand med den stille approach til problemerne, men det er bestemt ikke nogen positiv udvikling. Nu håber jeg, at thaierne rydder op på fredelig vis og genskaber roen inden højsæsonen begynder til jul.”



SAS oplyste mandag, at selskabet indsætter tre fly fra Phuket – tolv timers kørsel fra Bangkok – for at bringe de strandede passagerer hjem til Skandinavien.



I første omgang brugte SAS i weekenden den militære U-tapao lufthavn, 150 km syd for Bangkok.



Men fordi SAS ikke vurderer U-tapao egnet til fortsatte flyvninger, vil SAS bruge Phuket med tre flyvninger de kommende dage til Stockholm og Københavns Lufthavn.



Også SAS-flyvninger fra Stockholm og København vil indtil videre flyve til Phuket.



Der er endnu ingen melding om, hvornår Bangkoks hovedlufthavn, Suvarnabhumi, genåbner. Der kan gå en uge. Indtil da vil SAS bruge Phuket.



I øvrigt fortæller danskere, som er kommet hjem til Københavns Lufthavn, at de ikke fik megen hjælp under deres ufrivillige ophold til i Thailand.



”Jeg har ringet meget, men der var ikke styr på noget. Hverken Udenrigsministeriet, Den Danske Ambassade eller rejsebureauerne og flyselskaberne kunne svare på noget som helst. Hvis de overhovedet tog telefonen,” siger Christa Højlund Olsen til Politiken.dk





HB


Skrevet af