Rutetilpasning koster Billund udenrigspassagerer

Mens det samlede passagertal i Billund Lufthavn i april måned voksede med 1,6 pct. til i alt 143.036 rejsende, oplevede lufthavnens udenrigsruter en tilbagegang på 5,2 pct. Til gengæld steg indenrigsruterne med 3,2 pct. mens chartertrafikken gik hele 12,7 pct. frem.

De mest populære indenrigsruter er Amsterdam, Paris, London, Frankfurt og Oslo, mens de charterrejsende ud af den jyske lufthavn foretrækker rejsemålene Las Palmas, Antalya, Tenerife, Mallorca og Kreta.

Nedgangen i antallet af udenrigspassagererne skyldes, ifølge lufthavnen, at der er foretaget tilpasninger i trafikprogrammerne. Således har både SUN-AIR/British Airways åbnet nye ruter til henholdsbis Helsinki og Birmingham, og Air Lithuania har åbnet en rute fra Billund til Warszawa. Til gengæld ”mangler” der Maersk Air-ruter fra Billund til henholdsvis Milano og Kristianssand i Norge. Disse ruter eksisterede i april måned sidste år, som er sammenligningsgrundlaget for trafiktallene i april i år.

Ifølge lufthavnschef Jørgen Krab Jørgensen ser sommertrafikken lovende ud, især på charterdelen, hvor der planlægges 110 ugentlige afgange i højsæsonen. Det helt store charterhit ventes at blive Tyrkiet, hvortil der kører 30 ugentlige afgange i de mest travle ferieuger.

Skrevet af