En otte meter høj surikat-figur pryder i denne tid Düsseldorf Lufthavn, hvor den reklamerer for Sixt Biludlejning. “Kig dig bare omkring – du ender alligevel hos Sixt,” lyder budskabet.
Surikaterne fra det sydvestlige Afrika er kendt af mange, når dyrene står på bagbenene i flokke og opmærksomt spejder efter fare i naturen. Eller muligheder.
Eller, i dette tilfælde, efter et godt tilbud på en udlejningsbil. Den tyske biludlejningsgigant Sixt har nemlig fået en kæmpemæssig reklamesøjle i form af en otte meter høj og to tons tung surikat, der strækker sig over to etager. Den er blandt andet udstyret med solbriller i den velkendte orange Sixt-farve.
“Kig dig bare omkring – du ender alligevel hos Sixt,” lyder budskabet fra Sixt. Surikaten er et lille pattedyr i mangustfamilien. Trods navnet hører dyret ikke til kattefamilien.
Efter at Sixt opsatte kæmpefiguren, har den vakt stor opsigt i terminalen i den store tyske lufthavn, der har over 20 millioner årlige passagerer. Den nederste del af surikaten kan ses på etagen for ankommende passagerer, mens den øverste del rager op til etagen ovenover, hvor check-in-området ligger.
“Vi ville ikke kun lave en reklamesøjle, men noget spektakulært, som folk ser, lægger mærke til og husker,” lyder det fra Sixt.
Næsten 200.000 udlejningsbiler
Samlet omsatte Sixt på koncernbasis for 929 millioner euro – cirka 6,9 milliarder kroner – i første kvartal i år. Det er en stigning på otte procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Sixt opdeler sit største marked, Europa, i det tyske hjemmemarked og resten af Europa. Hertil kommer det store nordamerikanske marked, USA og Canada.
På verdensplan har Sixt nu passeret 2.300 udlejningsstationer, hvilket er 200 flere end på samme tidspunkt i 2024. Ved seneste fintælling havde Sixt i alt 182.900 udlejningsbiler, hvilket er 8,4 procent flere end ved udgangen af første kvartal 2024.
Normalt oplyser biludlejningsbranchen i Danmark, at Europcar/Østergaard Biler har cirka en tredjedel af markedet. Den næste tredjedel deles mellem Avis Budget, Enterprise, Hertz og Sixt, hvor Sixt er størst af de fire, mens den sidste tredjedel af markedet tilhører lokale biludlejere i Danmark.
Relaterede artikler:
Forbruger Europa: Biludlejning stort problemområde

STANDBY.DK Nyt om rejser



