SAS og Sun-Air i kamp om London City rute


Efter at Sun-Air tidligere på sommeren meldte, at man ville starte en direkte flyforbindelse mellem København og London City Airport, følger SAS nu efter, og introducerer præcis den samme rute.

Begge selskaber planlægger at påbegynde operationerne den 30. oktober, Sun-Air med et Dornier 328 Jetfly med plads til 32 passagerer, SAS med et Q400 fly med plads til 72 rejsende.

Også de to selskabers afgangstider matcher fuldstændig. Sun-Air planlægger to daglige afgange på hverdage, med afgang fra København kl. 07.55 og 16.15. Og kun fem minutter senere planlægger SAS at sende sine fly af sted, nemlig kl. 08.00 og 16.20.

Kommunikationsdirektør i SAS, Anne Boven Nielsen, afviser dog at SAS-initiativet kommer på grund af Sun-Airs allerede offentliggjorte planer om den nye rute: ”London City har været på tegnebrættet hos os gennem længere tid. Vores London ruter er stærkt efterspurgte både blandt forretningsrejsende og turister, og derfor har vi gennem længere tid arbejdet på at kunne tilbyde denne nye service, der giver kortere transporttid, hvis man skal til centrum af London” siger hun. Boven Nielsen bekræfter også, at London-ruten bliver etableret med en tre-klassers konfiguration, ligesom på det øvrige udenrigsrutenet hos SAS.

Skrevet af