Fortsætter klargøring til fejring af HC Ands 200-års dag

H. C. Andersen tog i 1859 på en Jyllands-rejse, og takket være dagbøger og breve kan hans rejse genopleves. I anledning af eventyrdigterens 200-års fødselsdag næste år har de fire jyske turismeselskaber udsendt en vejviser til de turister, der vil følge i hans jyske hjulspor.



H. C. Andersen rejste fra København mod Jylland i juni 1859. Via Silkeborg kom han til Aalborg, han så (vistnok) spøgelser på Børglum Kloster, oplevede “et af de smukkeste steder i Danmark,” Bangsbo-området ved Frederikshavn, var i Skagen – og under en fire timer lang hestevognstur fra Randers til Hjermind Præstegård sammenfattede han indtrykkene af sin jyske rejse i digtet “Jylland”. Digtet kendes i dag som “Jylland mellem tvende have” – den “jyske nationalhymne.”



Teksten til brochuren er skrevet af Midt-Nord Turismes direktør, Jørgen Hansen, og er udgivet på dansk, tysk og engelsk. Den kan rekvireres via de jyske turismeselskabers hjemmeside: visitjylland.com og fra det ny år fås på alle landets turistbureauer samt udvalgte overnatningssteder mm.



HCA 2005 FEJRINGSPROGRAM LIGGER KLAR

Det store fejringsprogram for HCA 2005 er nu klar, oplyser Danmarks Turistråd. Oplevelserne er fordelt geografisk, genremæssigt og tidsmæssigt.



DT har på hjemmesiden visitdenmark.com/hca2005 en oversigt over store dele af fejringen med bl.a. links til arrangørernes hjemmesider.



København byder bl.a. på ”A Tivoli fairytale” – et eventyrshow hver aften mellem 14. maj og 25. september (undtagen fredage). Showet omfatter dans, musik, fyrværkeri, lyd- og lyseffekter, alt med udgangspunkt i H.C. Andersens eventyr. Showet er produceret af Gary Paben som i 20 år bl.a. var Disney’s senior show director.



Til det danske turisterhverv har Danmarks Turistråd på hjemmesiden danskturisme.dk en HCA-sektion med nyttige informationer og værktøjer.



”Markedsførings- og PR-mæssigt opnår vi i samarbejde med bl.a. regionerne den ønskede opmærksomhed i udlandet, dels via aktiviteterne fra vores markedskontorer, dels via vores pressebearbejdning,” siger DT’s Maria Grønlund, projektleder for HCA 2005.

Skrevet af