Flemming Bruhn. (PR-foto)

Fejrer 40 år hos VisitDenmark

VisitDenmarks økonomidirektør, Flemming Bruhn, fejrer onsdag ét af de mere sjældne jubilæer. Således har han været 40 år i organisationen, hvor han blandt andet har bidraget til at sætte Danmark på verdenskortet i Asien.

Det er ikke hver dag, man kan fejre 40-års jubilæum i dansk turisme og på samme arbejdsplads, men det er netop, hvad VisitDenmarks økonomidirektør Flemming Bruhn kan i dag, den 3. juni. Det skriver VisitDenmark i en pressemeddelelse.

Siden 1986 har Flemming Bruhn således været en del af det daværende Danmarks Turistråd, i dag VisitDenmark. Her begyndte han med ansvar for markeds- og turismeanalyser og koordinering af nærmarkederne Sverige og Norge – et ansvar for Sverige, som han fortsat varetager i dag.

I takt med at dansk turisme voksede internationalt, voksede også Bruhns rolle. Fra midten af 1990’erne arbejdede han tæt på den øverste ledelse med koordinering mellem hovedkontoret i København og de internationale markedskontorer samt med opgaver i krydsfeltet mellem økonomi, strategi og marketing.

Sideløbende havde han ledelsesansvar for flere af VisitDenmarks største markeder, og fra 2020 omfattede ansvaret både Norden, Asien samt økonomi og IT. I 2004 blev han udnævnt til økonomidirektør.

Har øget kendskabet til Danmark i Asien
Fra 2005 stod Bruhn i spidsen for arbejdet med at gøre Danmark synlig som rejsemål på de asiatiske markeder. Her har han blandt andet været med til at introducere vores land på markeder som Japan, Kina og Indien. Det var længe før, Danmark fik fodfæste i regionen.

Arbejdet omfattede både etablering af markederne og opbygning af relationer, netværk og kendskab til Danmark blandt asiatiske rejsende og samarbejdspartnere.

Igennem alle årene har Bruhn ifølge VisitDenmark været stor fortaler for skandinavisk samarbejde på de asiatiske markeder, hvor man ikke nødvendigvis tænker på Danmark som et selvstændigt feriemål, men som en del af Nordeuropa eller Skandinavien.

Fodbold har været foretrukken interesse
Flemming Bruhn har flere tillidshverv uden for arbejdet hos VisitDenmark. Han er blandt andet bestyrelsesmedlem i H.C. Andersen Fonden og bestyrelsesformand for Hotelklassifikationen i Danmark.

Når han ikke beskæftiger sig med turisme, så har et af de foretrukne steder at bruge tid gennem årene været i målet på fodboldbanen i Helsingør, hvor den tidligere divisionsmålmand også nåede to kampe på Danmarks U17-landshold. Senere blev han uddannet civiløkonom fra Copenhagen Business School i 1985.

I dag bor Flemming Bruhn i Snekkersten med sin hustru Lise. Parret har for nylig købt sommerhus på Sydals for at komme tættere på den ældste søn og børnebørnene. Også privat nyder Bruhn at rejse, gerne med familie og gode venner.

40-års jubilæet markeres den 3. juni på VisitDenmarks hovedkontor på Islands Brygge med kolleger, familie, venner og samarbejdspartnere fra turismebranchen, oplyser VisitDenmark.

 

Relaterede artikler:

Efter 23 år: Direktør forlader dansk forlystelsespark

Tidligere rederidirektør bliver ny havneboss

Alsik henter ny hoteldirektør hos stor kæde