Et rejsebureau i København, Ice Travel/ Island Adventure Rejser, reklamerer under ”rejsebetingelser” på sin hjemmeside med, at det er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening.
Men det er ikke korrekt, oplyser DRF. DRF har henvendt sig mange gange til bureauet for at få fjernet den løgnagtige oplysning, men bureauet reagerer ikke og har fortsat oplysningen stående på sin hjemmeside.
Derfor har DRF taget det usædvanlige skridt, at hænge Ice Travel og dets bevidst forkert oplysning ud på DRF’s hjemmeside.
DRF vil klage til Forbrugerombudsmanden over Ice Travel, og overvejer at anlægge sag mod ICE Travel for dets krænkelse af DRF’s navn, skriver DRF’s hjemmeside.
Oplysningen om Ice Travels ikke-eksisterende medlemskab af DRF fremkommer under rubrikken: ”Betal online klik her for at betale” – under rejsebetingelser står der bl.a.:
”Som medlem af Danmarks Rejsebureau Forening er vi forpligtet til at have tegnet en udvidet ansvarsforsikring.”
Ifølge Ice Travel/Island Adventure Rejsers hjemmeside blev bureauet etableret i januar 2001 og er ejet af Arngrimur Baldursson sammen med tre andre islændinge.
Ice Travel har salgskontor på Nørre Voldgade 22 i København, men er primært baseret på elektronisk kommunikation over internettet og e-mail, oplyser hjemmesiden som bl.a. også tilføjer:
”Ice Travel lægger stor vægt på … pålidelig service overfor sine kunder.”
Ice Travel oplyste onsdag eftermiddag til Take Off, at der var en fejl at DRF blev nævnt og at det nu er fjernet fra dets hjemmeside.
###
Efter Take Off bragte ovenstående artikel i dag, onsdag, meddelte Ice Travel onsdag eftermiddag, at det har fjernet DRF-henvisningen. Hvilket er korrekt.
Take Off bringer torsdag Ice Travels forklaring på sagen.
HB
Tagget med: Danmarks Rejsebureau Forening DRF