SAS vil ikke i priskrig med Ryanair

Hver fjerde Ryanair-billet fra Danmark koster 1 krone plus skatter og afgifter. Ryanair vil ifølge Politiken sælge 80.000 1-krones billetter fra Århus og Esbjerg.



Ryanair har før luftet tanken om, at alle dets billetter om få år er gratis – til gengæld vil det overskudsgivende selskab tjene på tilkøb, mad og drikke om bord, billeje og hotel, guidebøger osv. Nyeste er, at kunderne ombord kan spille om penge på konsoller.

På den måde, siger Ryanair, kan billetprisen tjenes hjem. Fra Danmark forventer irerne 320.000 passagerer i år.



SAS vil ikke deltage i den priskrig. ”Ryanair forsøger at fylde deres fly ved at forære billetterne væk. De ville jo helst sælge til en god pris, men det lykkes ikke,” siger Jens Willumsen, viceadm. dir. i SAS Danmark til avisen.



”SAS vokser enormt lige nu, det samme gør Ryanair.

Flybilletter er så billige, at flyselskaberne ikke kun konkurrerer mod hinanden. Når vi kommer så langt ned i pris, køber nogen en flybillet i stedet for en ny elkedel,” siger Jens Willumsen.

Skrevet af