Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg håber, at hun bliver i Folketinget, så jeg slipper for slidsomheden på Christiansborg – og alt det andet, der følger med.
Den uforholdsmæssigt ukendte advokat fra Frederikshavn overtog det afgørende nordjyske kandidatur fra Niels Brix, der en overgang var kommunikationsdirektør hos Sterling, men hele tiden har været et af sit partis gode tænkere og rummer solide strategiske talenter.
Men i slipstrømmen efter justitsminister Lene Espersens enorme stemmetal blev Frederikshavnerdrengen valgt på ganske få stemmer. Han kom i Folketinget og få ventede ret meget. Hans bedstefar var K. Axel Nielsen, som var justitsminister hos Jens Otto Krag, men alt andet end en markant skikkelse. Dengang var justitsministre nærmest en slags overjurister. De fjerneste interesserede sig for det politiske spil i større sammenhæng. K.Axel Nielsens afløser blev den unge Karl Hjortnæs, der siden blev skatte- og fiskeriminister og i dag er en aktiv, retlinet socialdemokratisk aktivist – og en af denne signaturs nærmeste venner.
Men Jacob A. Nielsen blev et scoop for det profilløse konservative parti. Han tøvede ikke, men sparkede til bolden uanset, hvor den nu var.
Nogle af skuddene var mildest talt helt ud i hampen. Nærmest som Preben Elkjærs mod Spanien i straffesparkskonkurrencen ved EM, hvor de stadig leder efter bolden.
Nu sidder Jacob Axel Nielsen som transportminister. Bliver han god til det. Flemming Hansen har ikke været en dårlig minister. Han er behændig med den elegance, der følger med at sælge sko – med succes. Hvad skal det være? Et par sandaler? Javel ja. Her er lige et par, der passer!
Flemming Hansen er grundlæggende et flinkt og sympatisk menneske. En god golfspiller som med glæde har dyrket sin hobby med stor entusiasme sammen med partiformand Bendt Bendtsen, som nok også har set sin bedste tid.
Men om Jacob A. Nielsen bliver god? Svaret er ubetinget ja. Han forstår politik. Han forstår medierne. Og når hans stemmemæssige mæcen i det nordjyske Lene Espersen givet har sagt OK til hans udnævnelse. Hun vil bakke ham op.
Den ny transportminister vil sætte dagsordener. Det har mildt sagt ikke været de konservatives stærkeste side. Han vil blive et enormt aktiv for sit parti.
Folkelig, flink, fornøjelig og fremadrettet. Han vil noget, Ikke noget dårligt valg. Tværtimod en lurende succes – trods stemmetal som til et menighedrådsvalg.
-km

STANDBY.DK Nyt om rejser

