Grønlands Kommando ser med stor bekymring på, at et stigende antal krydstogtskibe gæster det nordøstlige Grønland. Skibene, hvoraf de største har over 3.000 passagerer, kan nemlig være svære at finde i en nødsituation, skriver DR Radioavisen.
Den nordøstgrønlandske nationalpark er ikke længere forbeholdt Siriuspatruljen – operationsofficer Søren Dreijer fra Grønlands Kommando siger til Radioavisen, at der alene sidste år var 13 store krydstogtskibe, der bad Grønlands Kommando om tilladelse til at besøge nationalparken, og flere skibe kom uanmeldt. Efterhånden, som havisen forsvinder grundet stigende temperaturer, kommer skibene længere og længere op langs kysten
– De sejler så langt mod Nord, som de overhovedet kan komme, siger Søren Dreijer til Radioavisen.
Sejladsen byder ifølge kommandoen på flere risici. Man kan ikke radarovervåge så store strækninger, og mange skibe benytter sig ikke af muligheden for at registrere sig hos redningstjenesten via radio. Og solvind og andre atmosfæriske forhold kan i visse områder slå al kommunikation ud, forklarer han.

STANDBY.DK Nyt om rejser

