Hilton Copenhagen Airport er Danmarks bedste hotel – det er den danske rejsebranche enige om. Ved kåringen af Danish Travel Awards på netop Hilton i oktober blev det 5-stjernede luksushotel for andet år i rap kåret som landets bedste.
Afstemningen foretages af de ansatte i rejsebranchen – og 48% af de 829 rejsebureauansatte, som havde indsendt spørgeskemaerne, havde sat kryds ud for Hilton; det var mere end dobbelt så mange som de to hoteller på anden- og tredjepladsen, Marriott og d’Angleterre, tilsammen kunne mønstre.
Nu har en Take Off’s læser mulighed for en weekend i sus og dus på et af Nordens dejligste hoteller. Hilton tilbyder nemlig to overnatninger for to personer i et King Executive Plus-værelse på hele 48 kvadratmeter med udsigt over enten Øresund eller Københavns Lufthavn – det bestemmer vinderen selv.
Hotelopholdet på Hiltons øverste Executive-etager giver bl.a. adgang til hotellets Club Room på 12 etage, hvor der begge dage spises morgenmad. Dagen lang kan gratis kaffe, the eller kakao nydes foran pejsen i Club Room, mens øjet kan kigge ud over Øresund. Ligeledes byder Club Room fra kl. 18 sine gæster på Executive-etagerne på drinks og små spændende snacks.
Og lørdag aften skal vinderen med ledsager spise i hotellets restaurant, hvor hotellets chefkok er klar med en spændende 2-retters menu og aftenen rundes af med en cocktail i hotellets bar, Axis.
For at vinde skal du svare rigtigt på de tre spørgsmål på Mellem Os-siden i det nye Take Off. Og Take Off skal senest i morgen, fredag, have svarene på den originale kupon (ingen fotokopier) sendt til:
Take Off, Vesterbrogade 37, 1620 København V. Mærk kuverten: Hilton Copenhagen Airport.