Marriott International-koncernen, der i snit åbner eller overtager et hotel hver dag, har netop passeret hotel nummer 10.000. De fleste er franchise. Koncernen råder over 30 hotelvaremærker.
Det blev et JW, et af Marriotts omkring 30 hotelvaremærker, som fik æren af at blive den amerikanske hotelgigants hotel eller resort nummer 10.000.
JW Marriott Ranthambore Resort & Spa i Indien har 127 indkvarteringsmuligheder; udover værelser og suiter også villaer. Og så ligger det tæt på Ranthambore Nationalpark, skriver Marriott i en pressemeddelelse.
JW Marriott, der er et af syv varemærker i Marriotts luksusportefølje, omfatter næsten 700 hoteller i 74 lande og territorier. Heraf har JW Marriott-brandet nu mere end 130 ejendomme globalt.
”Marriott blev grundlagt for 99 år siden som en ni-sæders root beer-stand og er i dag vokset til en global portefølje med 10.000 hoteller i 146 lande og territorier. Jeg er stolt af denne enorme milepæl, som er muliggjort af vores teams verden over og de ejendomsejere, der viser tillid til Marriott-brandene,” siger Marriott Internationals koncernchef, Anthony Capuano, og tilføjer:
”At markere denne bedrift med en ejendom under JW Marriott-brandet er særligt meningsfuldt, da brandet er opkaldt efter vores medstifter, J. Willard Marriott. Han og Alice S. Marriott skabte en enestående arv af muligheder, service og innovation.”
Marriotts nuværende bestyrelsesformand er barnebarnet David Marriott. Marriott-koncernen har også sit enorme bonus- og fordelsprogram, Bonvoy, der er på vej mod 275 millioner medlemmer.
Første Marriott i Danmark åbnede i 2001
Danmark er også rimelig velforsynet med Marriott-hoteller. Det første åbnede i september 2001, nemlig Copenhagen Marriott Hotel, Danmarks største femstjernede hotel med sine 406 værelser og suiter.
Der er navnlig mange Marriott-hoteller i Danmark under varemærket Four Points by Sheraton, det er de tidligere Zleeps-hoteller.
Det næste Marriott-franchisehotel åbner senere i år i Aarhus i form af et Moxy-hotel.
Relaterede artikler:

STANDBY.DK Nyt om rejser


