Flere konkurser på vej i rejsebranchen

Sidste uges konkurs i Øster Lindet-gruppen var kun den første af flere. Den danske rejsebranche vil indenfor et år se fire-fem konkurser blandt ferierejsebureauerne samt sammenlægninger og andre konsolideringer.



Det vurderer adm. direktør for MyPlanet og Hannibal & Marco Polo, René Andersen (foto), overfor Take Off. De to bureauer er efter Albatros Travel de største i Danmark på oversøiske rejser.



René Andersen vil gerne købe rejsebureauer ”som passer ind i vor strategi, fx mindre nichebureauer, der har noget, vi ikke udbyder i dag. Men det haster ikke med at købe, for det faldende salg af rejser hos mange leisurebureauer får også prisen på bureauerne til at falde. Krakket i Øster Lindet Rejser var det første, men ikke det sidste den kommende tid,” siger han og tilføjer:



”Indenfor det kommende år vil vi formentlig se 4-5 leisurebureauer falde sammen, måske et eller to af de store. Faresignalerne er navnlig ved de bureauer som fik underskud sidste år, som ellers var et år, hvor nærmest alle bureauer tjente penge. Og hvilke bureauer der havde underskud i fjor, kan man jo se i Ole Egholms nye analyse for netop 2007.”



Og netop Ole Egholm, der i sidste uge for 9. gang udgav sin årlige analyse af økonomien i Danmarks 150 største rejsebureauer, er enig med René Andersen.



”René har ret. Prisen for et rejsebureau er ikke som aktiemarkedet. Bureauets pris er meget mere skrøbelig; man kan hele tiden købe og sælge aktier, det kan man ikke med rejsebureauer. Prisen for et bureau svinger mere hysterisk end en akties kurs, også fordi værdien af et ferierejsebureau er meget mindre gennemsigtig,” siger Ole Egholm til Take Off og fortsætter:



”Jeg tror, at en del af de handler med rejsebureauer, vi foreløbig har set i år, er sket mere af nød end af lyst – fx Riis Rejsers køb af Papuga, Dansk Bil Feries investering i foråret i Øster Lindet Rejser, Profil Rejsers salg af Senior Rejser til 65-Ferie osv. Men skal jeg gætte, så tror jeg at den næste konkurs i den danske rejsebranche kommer fra et skirejsebureau.”





HB


Skrevet af