MD 80 fly produceres ikke mere. Nu hedder det først og fremmest Boeing og Airbus-fly. I forgårs forulykkede en MD 82 jet fra Spanair, og helt forventeligt kommer fokus på flytypen indtil katastrofen er opklaret. SAS har 43 af MD 80 serien, nemlig 6 MD 81, 30 MD 82 og 7 MD 87.
Det er et stabilt fly med stort brændstofforbrug. Ikke 40 procent mere end andre, som det har været nævnt i danske aviser, men måske 20 procent. Også på grund af mange korte ture.
I verdenspressen får MD 80 typen hele turen efter den spanske katastrofe. De fleste aviser er enige om, at det er et af verdens mest sikre passagerfly. New York Times skriver, at der ganske vist har været nogle problemer, men taget som helhed, må det siges at være meget sikre fly.
The Guardian i London fortæller, at det er verdens næstsikreste fly, bedømt på ulykker.
Newsday fra Long Island i USA er mere skeptisk. “Det er uheldigt, ” fastslår avisen, at et fly, som bruges så meget af store amerikanske selskaber som American og Delta har en sådan uhelds liste. Avisen nævner havarier med MD 80 i såvel Tyrkiet som Thailand sidste år med MD 84.
Avisen fortsætter: “Det har været et grusomt år for MD 80 fly. I april satte American MD 80 fly på jorden på grund af elektroniske problemer. Sidste måned beordrede de amerikanske luftfartsmyndigheder USAirlines til at inspicere selve flyrammen for brud.”
Modsat skriver New York Times: ” Der blev bygget ca. 1.200 fly af typen i perioden fra 1980 til 1999. På det tidspunkt besluttede Boeing, som havde fusioneret med Mc. Donnell-Douglas at stoppe produktionen og erstatte med Boeing 737.”
I en blog i USAToday skriver en læser: “Hvis jeg får plads i et MD 80 fly, bagerst ved de utroligt larmende motorer, da er det det værste fly, jeg kan komme med.”