Kabinepersonalet holder møde i dag

Der er ikke noget at sige til, hvis medlemmer af CAU (kabineforeningen i Danmark) har brug for en ekstra kontakt med medlemmerne. Det sker i formiddag i København på Park Inn Hotel på Engvej.



Her vil bestyrelsen give en gennemgang af forhandlingsforløbet og bedømt efter meddelelsen til medlemmerne er tonen mellem parterne ikke blevet blidere.



“Bestyrelsen skal beklage det urimelige pres vores medlemmer er blevet udsat for og skal i den forbindelse takke for den helt fantastiske opbakning, som bestyrelsen har fået hele vejen igennem,” hedder det i skrivelsen.



I indledningen hedder det: ” Der foreligger ikke en aftale, og det er nu op til koncernledelsen og bestyrelsen, hvad der videre skal ske.”



SAS har krævet besparelser på 150 mio. danske kroner og regnet ud, at det svarer til 23 procent på udgifterne til kabinepersonalet. Det vil bl.a. betyde, at en gennemsnits purserløn falder fra 36.725 kr., til 32.406 kr. om måneden



I sparekataloget nævnes for eksempel, at man dropper indretningen af et hvilemodul i langdistancefly A 330. Det giver ni sæder ekstra til passagererne – og på blot to fly fra basen i København giver det en besparelse på syv mio. kr. på årsbasis.



De særlige per diem tillæg for personalet på rejse hjemmefra sættes ned med 25 procent. Det alene giver en besparelse på 27 mio. om året. En foreslået lønnedgang på syv procent giver 35 mio. kr.



Alt sammen SAS udregninger, som personalet ikke er indstillet på at følge.



På den anden side set nærmer man sig en situation, hvor kabinepersonalet i Danmark står helt isoleret i forhold til andre fagforeninger i flyselskabet.



“Vores dør står åben 24 timer i døgnet, hvis SAS skulle komme til fornuft, ” skriver CAU`s bestyrelse.



Hvem har magten, og hvem styrer fornuften?



-ejv

Skrevet af