DT frygter ikke EU-udvidelse

Den kommende udvidelse af EU med endnu ti nye medlemsstater vil give et større marked for dansk turisme, forudser Danmarks Turistråd.




”Indbyggerne i de nye EU-lande vil føle, at de nu for alvor er med i den europæiske familie. En familie, som de også har lyst til at besøge som turist,” siger DT’s adm. direktør, Lars Sandahl Sørensen.



Danmarks Turistråd har de seneste år bl.a. arbejdet målrettet på det polske marked. ”6 mio. polakker har en levestandard på linie med den danske – så potentialet findes i Polen. I de kommende år vil vi engagere os i de nye medlemslande på en væsentlig mere proaktiv måde,” siger Lars Sandahl.




Danmarks Turistchef er dog klar over, at de nye lande kan blive en konkurrent for dansk turisme. ”De nye EU-lande vil også satse på turisme – de har en række historiske og kulturelle oplevelsesmuligheder af høj kvalitet at tilbyde turisterne,” siger Lars Sandahl, der er overbevist om, at Danmark kan klare sig i konkurrencen.



”En øget strøm af turister til Østeuropa kan også få gavnlige effekter for Danmark. Mange turister vil besøge de nye lande som led i en rundrejse. Vi har allerede set en stigning i antallet af krydstogtskibe til de baltiske lande og Skt. Petersborg i Rusland. Krydstogtskibene bruger København som indgangsport til Baltikum,” siger Lars Sandahl.

Skrevet af