Københavnsk turismevækst trods modgang

Trods antallet af hotelovernatninger igen toppede i 2002 er Wonderful Copenhagen forsigtig i sine forventninger til turismeudviklingen i år, bl.a. pga. af den uafklarede Irak-krise.



2002-resultatet for turismen i Storkøbenhavn blev hjulpet af Danmarks EU-formandskab. Med små fire millioner hotelovernatninger satte København igen sidste år rekord i antallet af kommercielle overnatninger. Hotelovernatningerne var med til at give en samlet turismeomsætning i København på over ni mia. kroner – og en indtjening på cirka to mia. kroner til resten af landet.




Det svarer til en vækst i Københavns turismeomsætning på 90 mio. kroner i forhold til 2001. Målt i overnatninger var væksten under en procent.



WoCo’s adm. direktør, Lars Bernhard Jørgensen, siger: ”Resultatet blev hjulpet af de mange møder under EU-formandskabet, men er stadigt et pænt resultat i et vigende rejsemarked. Faktisk ligger København godt i feltet sammenlignet med vores vigtigste konkurrentbyer.”



WoCo er ikke meget for at spå om udviklingen i år. I pressemeddelelsen fra WoCo hedder det bl.a.: ”Det er svært at tegne et præcist bilede af turismen i 2003. Det skyldes den uafklarede situation omkring Irak. Men krydstogtmarkedet forventes at sætte rekord i år med foreløbig 249 anmeldte skibe. Det burde sikre byen en omsætning på over 500 mio. kr.




Målt i overnatninger ser kongresåret også fornuftigt ud, fordi de anmeldte kongresser har mange deltagere. Men i forhold til antallet af kongresser, er byen bagud, ligesom markedet for firmamøder og udstillinger er under pres. I øvrigt får København i år tre nye hoteller med tilsammen 575 værelser.”



STRØGET FÅR SEX-BUTIK




Et af Københavns vigtigste ansigter – også overfor turisterne – er Strøget. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvilke butikker, der ligger her. Når fx. store internationale mærkenavne åbner er der glæde hos WoCo. Det bliver der næppe over, at det tyske børsnoterede seximperie Beate Uhse er på vej til Strøget – til stor forargelse for cityforeningen, skriver Berlingske i dag.




Beate Uhse-kæden har planer om 40 sexforretninger i Skandinavien – heraf ti i København. Beate Uhse har foreløbig fire butikker i Norge. Hver gang er kvindebevægelsen mødt op for at jage dem væk. Men det har bare givet ekstra omtale og reklame i pressen.

Skrevet af