Ekstra Bladet hylder Hilton

Konklusionen må derfor være, at skal fx flypassagerer spise inden flyrejsen, så gør det på det 5-stjernede hotel ved lufthavnen.



”Den rare overraskelse,” lyder overskriften på Ekstra Bladets madanmeldelse af Hilton Copenhagen Airports Axis Bar & Lounge.



Ekstra Bladet skriver bl.a.:

”I baren på Hilton Copenhagen Airport er det muligt at bestille lette caféretter, og de er så veltilberedte, at vi må bøje os i ”støvet.”

Tjeneren, der havde det sorte bælte i service, spurgte, hvordan bøffen i burgeren skulle steges. Og den blev sgu stegt præcis, som ønsket. Samtidig lader kortet vide, at man selv kan bestemme, hvad man vil have i ekstra, og mulighederne er mange. Uden at det koster noget tillæg.



Jo, en burger til 145 kr. er en dyr burger, men når den laves så gennemført og samtidig ankommer med friskskårne fritter, er det altså en oplevelse, der slår samtlige caféburgere i Danmark.



I forhold til anden junkfood var det faktisk muligt at smage de forskellige elementer i maden. Pommes fritterne smagte af kartofler og de små clubsandwiches var nydelige godbidder med bid fra rigtige kylling.



Tre voksne er i stand til at blive mætte for under 500 kroner, hvilket jeg synes er billigt for en hurtig frokost.

Når man samtidig sidder i lækre lænestole i et hotel med fantastisk akustik og ikke mindst atmosfære, og når man oveni hatten betjenes af en tjener, der virker til at nyde sit arbejde og har faglig selvrespekt, tænder det stjerner på bedømmelseshimmelen.

Hiltons café er madstedet, hvis du skal flyve fra København og vil have en bid inden take off.



Axis Bar, Hilton Copenhagen Airport

Madens kvalitet: 9 ud af 10

Atmosfære på stedet: 8 ud af 10

Service: 10 ud af 10

Ventetid fra bestilling til servering: 16 minutter

Samlet pitstop-værdi: 9 ud af 10.”



Knap så godt gik det, mildest talt, da Ekstra Bladets bænkede sig hos restauranten Eyecon i lufthavnens transithal. I sin madanmeldelse kaldte Ekstra Bladet Eyecon: ”gastronomiens svar på det sminkede bilvrag.”



Eyecon afløste for to år siden Tivoli-kroen tæt på fingerrod B i Københavns Lufthavn. Eyecons varemærke er skandinaviske tapas med årstidernes råvarer.



Ekstra Bladets madanmelder skrev bl.a.:

”Vi bestilte tre små tapas pr. snude. De koster 199 kroner pr. tallerken og er absolut ikke pengene værd.

Mørbraden var sur og skulle have været smidt ud for flere dage siden, hvilket en rigtig kok sikkert havde lugtet sig frem til… Faktisk var det svært at bestille, da vi konsekvent blev overset.”



Ekstra Bladet gav madens kvalitet på Eyecon: 3 ud af 10, Atmosfære: 2 ud af 10, Service: 1 ud af 10 og samlet værdi: 2 ud af 10.



HB

Skrevet af