Michelinguiden har nu uddelt årets stjerner. 41 danske restauranter fra Skagen til København fik 53 af de prestigefyldte stjerner. Mens Noma forlod guiden, kom et nyt trestjernet spisested dog til.
Mandag var der stjerner på menuen i København. Her havde restauranter fra hele Danmark og resten af verdensdelen nemlig rettet blikket mod koncertsalen i Tivoli, da den gamle have dannede rammen om uddelingen af Michelin Guide Nordic Countries hæder til spisesteder i Norden.
Alt i alt blev der drysset 286 stjerner ud over de nordiske lande, og 53 af disse blev tildelt 41 danske restauranter. Sidste år endte uddelingen med 52 stjerner fordelt på 38 restauranter.
Set med danske øjne var aftenens helt store nyhed, at Kadeau Copenhagen, der er den københavnske knopskydning af succesrestauranten fra Bornholm, blev forfremmet fra to til tre stjerner.
Dermed har Danmark fortsat tre trestjernede restauranter, selvom Noma – siden sidste års uddeling – har udskiftet sin faste restaurant med en pop-up og derfor er blevet fjernet fra guiden. De to andre er Geranium og Jordnær.
Syv udmærker sig
Der var ingen restauranter herhjemme, der gik fra en til to stjerner i år, men flere nye spisesteder blev lukket ind i det gode selskab og fik deres første stjerner. Det drejer sig om københavnske Akmē, ESSE og Lille Mølle samt Bach & Nurup fra Aalborg og Okê, der ligger i Skagen.
Syv restauranter fik hædrende omtale i form af en såkaldt Bib Gourmand. Det er en udmærkelse, der tildeles restauranter, som serverer velsmagende mad af høj kvalitet til moderate priser. De syv nye danske restauranter med denne betegnelse ligger alle i København.
De er Botschaft, Graziano, Levi, Petra Bar & Restaurant, Restaurant Frank, Sanchez samt Uformel.
Yderligere fik fem nye restauranter plads i guiden uden at være tildelt en stjerne endnu. Valget var faldet på Aotori, Krogs Fiskerestaurant, Magny fra København samt de fynske spisesteder Restaurant Hesselet og Madeleine, der hører hjemme i henholdsvis Nyborg og Odense.
Disse danske restauranter har stjerner
Efter mandagens uddeling har Geranium, Jordnær, Kadeau Copenhagen altså tre stjerner, mens a|o|c, Alchemist, Frederikshøj, Henne Kirkeby Kro, Koan, Kong Hans Kælder hver især har fastholdt deres to stjerner.
I alfabetisk orden er de enstjernede restauranter:
Akmē, Alimentum, Alouette, ARO, Aure, Bach & Nurup, Domæne, Domestic, Dragsholm Slot Gourmet, ESSE, formel B, Frederiksminde, Gastromé, Jatak, Kadeau Bornholm, Lille Mølle, LYST, Marchal, MOTA, Okê, Parsley Salon, Pearl by Paul Proffitt, Søllerød Kro, Substans, Sushi Anaba, Syttende, texture, The Samuel, Ti Trin Ned, Tri, Udtryk og Villa Vest.
Må ikke tages for givet
Hos HORESTA er nyheden om den danske stjerneregn blevet modtaget med glæde. Selvom de naturligvis er af stor betydning for restauranterne, rækker de længere ud end som så.
”Michelin handler ikke kun om fine dining. De er blevet et internationalt kvalitetsstempel for Danmark som destination,” siger brancheforeningens administrerende direktør Jeppe Møller-Herskind.
”Når gastronomien løfter sig, smitter det direkte af på resten af restauranterhvervet, på turismeerhvervet, på lokale producenter og hele oplevelsesøkonomien. Danmark får en international synlighed, som det ville koste enorme summer at købe sig til gennem traditionel branding.”
Direktøren hæfter sig ved, at det handler om at holde fokus, hvis succesen skal fastholdes, da andre destinationer også ønsker en plads ved bordet. Derfor må succesen ikke tages for givet.
”Mange lande investerer massivt i gastronomi som strategisk turisme og eksporterhverv. Danmark har opbygget en global position, som skaber værdi langt ud over restauranterne selv, men hvis vi vil fastholde niveauet, kræver det også, at vi fortsætter med at udvikle talent, værtskab og gastronomiske miljøer i hele landet.”
Har været en drivkraft
Nye tal fra VisitDenmark viser, at fire ud af 10 turister, der besøger Danmark, rejser efter maden. Antallet af mad- og gastroturister er steget med 10 procentpoint siden 2022. I 2025 havde 41 procent af alle landets turister mad- og gastronomi som en af flere grunde til at komme til Danmark.
Ifølge VisitDenmarks administrerende direktør Katja Moesgaard skyldes udviklingen ikke mindst, at facaden på mange danske restauranter prydes af det karakteristiske røde skilt fra Michelin. De står dog ikke alene.
“Vi ser en markant vækst i antallet af turister, der vælger Danmark på grund af vores madkultur og gastronomi.”
”Michelin-restauranterne har været en drivkraft i udviklingen. De har i den grad været med til at placere Danmark på det gastronomiske verdenskort og styrke fortællingen om Danmark som en destination med høj kvalitet og unikke madoplevelser.”
”De mange lokale producenter og mindre spisesteder rundt om i landet spiller også en afgørende rolle for den samlede ferieoplevelse, som langt de fleste internationale gæster rejser efter.”
Relaterede artikler:
Nyt Michelin-koncept får debut i København

STANDBY.DK Nyt om rejser


