Fredagsklummen : Det rene vrøvl på nettet

Af Ejvind Olesen



HOTELGÆSTER rundt om i verden er meget forskellige i brug af minibaren på hotellet. Nordmændene er de værste til at løbe fra regningen. Tyskeren synes, det er i orden at fifle med forbruget og fylde de tomme flasker op med vand. Danskerne er de mest ærlige – i følge dem selv. Og englænderne siger, at de går langt uden om minibaren og køber billigere ude i byen. Alt sammen i følge en netundersøgelse i hotels.com.



Mage til vrøvl skal man lede længe efter. Sådan går det når store drenge og piger leger med de elektroniske muligheder. Dybt useriøst og spild af tid.



Og der er mange af den slags, rundt om i verden. Det er så let at smække et spørgsmål ud og tælle op. En seriøs analyse kan det aldrig blive.



HELLER IKKE den som British Airways udsendte i går fra YouGov, som påstår at have interviewet over 2.000 passagerer i ni europæiske lande og er kommet frem til, at danskerne hader mest at stå i kø. Det er vi nogen stykker, der godt kunne have sagt på forhånd.



Jeg har for mange år siden været rejseleder med europæiske jernbaner ned gennem Europa og haft både danske, svenske og norske gæster i en større gruppe. Når vi kom ud på banegården i Basel, og jeg sagde, at de skulle vente et øjeblik, mens jeg undersøgte, hvor vores reserverede vogne til den videre rejse befandt sig, var billedet det samme.



Svenskerne stod næsten ret. Autoritetstro ud over alle grænser. Nordmændene gik lidt rundt og spejdede efter den friske luft uden for banegården – og danskerne var spredte for alle vinde “Vi kan selv, vi kan selv. Vi behøver ingen hjælp.”



Står de fleste danskere ikke flere gange om ugen i kø i Netto? Finder det sig i det?

Ja, fordi det er billigere. Brokker de sig? Ja, uafladeligt.



Vi ved det. Uden yderligere undersøgelser i diverse netafstemninger. Betaler du syndsforladelse for CO 2 udslip, når du flyver? Svaret fra danskerne er “ja”. Spørg SAS om det er rigtigt. Svaret er “nej”.



Er det da ikke det vi selv gør, her på Take Off dk? Jo, én gang om ugen i dag i Weekly for at aflæse en trend. Ikke mere, ikke mindre. Måske bare for hyggens skyld i weekenden. Hav en god weekend i alle tilfælde med start 1. maj.



Men, hvad mener du? Tror du på den med minibaren? Svar i quick poll

Skrevet af