Kendte navne til stort rejsebureau

Efter over ti år hos Hannibal & Marco Polo stoppede 49-årige Kirsten Aagaard (foto) i april sidste år som produktions- og marketingsdirektør. Få måneder senere var hun bureauchef i det nystartede specialrejsebureau Global Tours, som hører under Tyrkiet Eksperten.



Men for nogle måneder siden blev den nye arbejdsgiver velrenommerede Mangaard Travel Group ved Århus.



”Kirsten er leder af vores gruppe- og specialrejser samt ansvarlig for marketing. Gruppeafdelingen, der står for ca. 30 % af vores salg, har seks af vores 15 ansatte, men har ikke før haft en egentlig leder. Vi skal have mere struktur på denne afdeling, også derfor har vi fået en ”skrap” kvinde i huset,” siger adm. direktør Hans Mangaard til Take Off.



Mangaard Travel Group vil også gøre mere ud af rejser til bl.a. USA. Til det formål har Mangaard ansat Lis og Henning Schiødt som hhv. rejsekonsulent i gruppe- og specialrejser med fokus på individuelle oversøiske rejser samt som leder af bureauets web- og programproduktion.



Ægteparret drev i 17 år Travel Partner i Risskov, Danmarks tredjestørste sælger af ferie i bl.a. mobilhomes i Nordamerika. I 2005 solgte de til Risskov Rejser, men pga. uenighed de nye ejere valgte de at forlade bureauet i april sidste år.



Mangaard Travel Group har også fået ny leder af sin erhvervsafdeling, der står for 60 % af bureauets omsætning. Efter 13 år i bureauet har Tanja Kunze, ønsket primært at beskæftige sig med salg samt specialopgaver som udvikling af onlinesalg.



Den nye leder af erhvervsafdelingen er Charlotte Lundkvist, der kommer fra BCD Travel.



Mangaard Travel Group, der sidste år omsatte for 80 mio. kr., har på fredag kl. 14-16 reception pga. et lille vagtskifte på dets kontor i Åbyhøj. Anledningen er, at medejer og bestyrelsesmedlem Kaj Nielsen samt produktionschef Thorkild Bech går på pension.





HB

Skrevet af