Trafikøkonom: Lufthavnsrabat er i orden

Lufthavnen lader Sterling slippe for at betale afgifter for i alt 125 kroner på de billigste billetter til blandt andet København og London. Det mener SAS er ulovligt og konkurrenceforvridende og vil have myndighederne til at gribe ind.



Men den nye aftale er i orden, vurderer trafikøkonom Uffe Jacobsen over for DR Nord.



– Aalborg Lufthavn er et kommercielt selskab, der giver overskud. Ser man det fra den vinkel, så må man kunne give et tilbud til en ny kunde. Her har man oven i købet tilsyneladende givet det samme tilbud til SAS. Jeg har svært ved at se, hvor det ulovlige ligger.



Trafikøkonomen siger dog, at der ikke er helt klare regler på området. For det er uklart, hvor forskellige tilbud, en lufthavn må tilbyde flyselskaberne. Samtidig er der forskel på, om lufthavnen er en helt privat virksomhed, eller for eksempel nyder godt af støtte fra kommune eller amt.



SAS henviser til, at Statens Luftfartsvæsen tidligere har fundet lignende aftaler mellem Esbjerg og Tirstrup lufthavne og lavprisselskabet Ryan Air ulovlige.



Men, siger Uffe Jacobsen:



– Selv de steder, hvor Statens Luftfartsvæsen siger, det er ulovligt, der er man ikke gået videre med sagen. Århus og Esbjerg Lufthavne giver jo stadig rabatter til Ryan Air. Jeg tror ikke, SAS kommer særlig langt med den her sag




Skrevet af