Nu bliver ESTA officielt

USA’s elektroniske ESTA-forhåndsgodkendelse af statsborgere fra de 35 visa-fritagede lande, blev indført i januar i år.



Electronic System for Travel Authorizations har indtil nu ikke været obligatorisk, men det ændres fra 12. januar næste år. Fra den dato skal borgere fra visa-fritagede lande, bl.a. Danmark, Norge og Sverige, have en ESTA-godkendelse.



Foreløbig har 190.000 danskere en ESTA-godkendelse – USA er det oversøiske land, flest danskere rejser til. Sidste år blev det til 256.000 – det var første gang, at 250.000-mærket blev passeret.



”ESTA er stadig gratis, men nogle svindelfirmaer, som ser officielle ud, kræver 50 dollars. Det er ren fup, men lovligt, da de ikke giver sig ud for at være fra den amerikanske regering og i princippet bare tilbyder at udfylde ESTA-skemaet for de rejsende,” siger Peter Strandby fra den kommercielle afdeling på USA’s ambassade i København til Take Off.



Danmarks Rejsebureau Forening har gentagne gange kraftigt frarådet sine medlemmer at klare ESTA-registreringen – begår bureauet en fejl i indtastningerne, kan bureauet gøres ansvarlig for kundens problemer.



Det vigtigste ved ESTA-formularen er, at oplysningerne om ens pas er korrekte. En godkendelse af den rejsendes ansøgning gælder i to år eller til passets udløb.



En ESTA-godkendelse tjener alene som grønt lys for at transportøren – fx SAS – må flyve én til USA. Den egentlige indrejsetilladelse gives fortsat af immigrationsbetjenten i den amerikanske lufthavn.



Og trods krisen fortsætter danskere lystigt med at rejse til USA. De seneste ankomsttal fra USA’s handelsministerium viser, at i årets fem første måneder var der 91.092 danske ankomster til USA. Det er et fald på blot 3 % fra 93.503 i samme periode sidste år.



Faldet i årets fem første måneder var meget større fra Norge, det blev til 74.478, et drop på 11 %, mens der kom 18 % færre svenske, nemlig 129.000 mod 157.000 i de første fem måneder af i fjor.



I årets første fem måneder var der 12 % færre rejsende fra Vesteuropa til USA – tallet er faldet ca. en halv million til fire millioner.



ESTA-godkendelsen lander typisk få sekunder efter de ønskede oplysninger er udfyldt i formularen på ESTA’s hjemmeside: https://esta.cbp.dhs.gov/

Skrevet af