Færøsk selskab får femte fly

”Vi har købt et seks år gammelt BAe 146 jetfly fra Swiss, nu skal det lige forbi malerbutikken og så får vi det i næste uge.”



Det siger Magni Arge, adm. direktør for Atlantic Airways til Take Off. Selv om Airbus forleden var forbi for at vise et af dets mindste trafikfly, A319, på Færøernes hovedlufthavn, Vagar, står Atlantic ikke foran køb af denne, større type. Airbus 319 har plads til 130 passagerer; de engelske BAe, som Atlantic Airways snart har fem af, har 85 passagersæder.



”Airbus har været på besøg og vist deres flys anvendelighed i vores miljø. Typen kunne sagtens være interessant, men der er ingen aftaler om noget som helst, ingen indstillinger til bestyrelsen om denne type. Besøget var blot led i vores evaluering af fremtidige flymuligheder,” siger Magni Arge.



PRIVATISERING

Det færøske landsstyre, der ejer Atlantic Airways, forventes snart at kigge på en privatisering af Færøernes flyselskab.

Om hvorvidt ejerkredsen fortsat skal findes på Færøerne, eller også Atlantic Airways kunne blive opslugt af islandske investeringer, siger Magni Arge blot: ”Det skal vores ejere kommentere.”



Sterling vil fra sommerprogrammet stoppe Maersk Airs codeshare-ruter ud af Billund for bl.a. KLM, Air France og Lufthansa. Om Atlantic Airways kunne flyve en eller flere af disse, siger selskabets adm. direktør:



”Vi vil se på mulighederne. Jeg vil meget gerne samarbejde med andre flyselskaber. Omvendt tror jeg også, at mange flyselskaber ligger på lur i denne sag; vi mangler som sådan ikke beskæftigelse til vores fly.”



Sidste år fløj Atlantic med 150.000 passagerer, heraf var de 125.000 på ruterne til og fra Danmark. Som tidligere omtalt på Take Offs hjemmeside, øger selskabet næste højsæson sin betjening af København, Billund og Aalborg. 2/3 af Atlantic Airways omsætning kommer fra ruterne til og fra Danmark.

En anden stor kundegruppe er indenrigs i Norge for et norsk olieselskab – de såkaldte Corporate Shuttle.



I fjor var der 221.000 rejser til og fra Færøerne, oplyser en ny statistik fra Statistisk Departement i Tórshavn. Det skulle være den hidtil største passagertrafik til og fra øerne.



De rejsende sejler enten med det delvist færøsk-ejede rederi Smyril Line fra Færøerne til Hanstholm eller flyver med Atlantic, som for et år siden blev alene på ruten til Danmark, da Maersk opgav efter mere end 30 års beflyvning.



Atlantic Airways flyver også til Island, Skotland og Norge.



HB

Skrevet af