Nyt taxiflyselskab i Roskilde

FlexFlight er navnet på et nyt flyselskab i Roskilde Lufthavn; det åbnede 1. juli, men først i går kom pressemeddelelsen. Tidsforskellen skyldtes, at det nye firma først skulle have en masse praktiske ting på plads. Det er de nu.



Selskabet flyver på godkendelsen fra jyske Benair og har således bl.a. deres tilladelse til erhvervsflyvning fra Statens Luftfartsvæsen.



Bag FlexFlight står ”tre erfarne piloter med et nyt koncept om et bredt udbud af f.eks. event- og forretningsrejser, fragttransport osv. Firmaet tilbyder i samarbejde med eventbureauer f.eks. dykker- og golfrejser, flyvninger til messer og udstillinger i Europa,” hedder det bl.a.



Firmaet har tilknyttet fire andre piloter – og siden starten har efterspørgslen været så stor, at selskabet allerede overvejer endnu et fly til at supplere sin nyindkøbte Piper Chieftain. Det tomotorede fly har plads til otte passagerer og flyves piloter. Det forholdsvis lille fly kan lande i de fleste mindre lufthavne og dermed transportere fragt eller passagerer nærmere til det endelige mål.



”Der har været en overvældende interesse for FlexFlight. Vi har netop haft en tur med seks forretningsfolk på en to-dages tur til Formel 1 løb Silverstone i England,” siger selskabets direktør og en af piloterne, Christian Honoré; han er i øvrigt barnebarn af grundlæggeren af Imperial Hotel i København. En anden stifter af FlexFlight er Boeing 757-pilot i Air Greenland.



Se mere på hjemmesiden: FlexFlight.dk

Skrevet af