Air Greenland, ejet af Grønlands Selvstyre, udvider sin hotelportefølje og køber Grønlands største hotel, Hotel Hans Egede i Nuuk. I forvejen ejer flyselskabet blandt andet Hotel Arctic i Ilulissat.
Det firestjernede Hotel Hans Egede i Nuuk får Air Greenland-koncernen som ny ejer. Prisen oplyses ikke.
“Vi har haft mange overvejelser om virksomhedens fremtid og er nået frem til, at Air Greenland er den rigtige ejer til at føre Hotel Hans Egede ind i næste fase,” siger en medejer af den familieejede hotelgruppe.
Hotel Hans Egede er med sine 156 værelser og suiter Grønlands største hotel. Med i handlen er også budgethotellet HHE Express i Nuuk med 108 værelser samt 17 hotellejligheder til blandt andet langtidsophold i Nuuk Hotel Apartments by HHE.
Air Greenland skriver i en pressemeddelelse, at formålet med købet af Hotel Hans Egede-hotellerne er “at styrke adgangen til hotelkapacitet i Nuuk, øge robustheden ved driftsforstyrrelser (forsinkede eller aflyste flyafgange, red.) og understøtte Grønlands udvikling som destination.”
Opkøbet skal godkendes af Forbruger- og Konkurrencestyrelsen samt øvrige relevante myndigheder, oplyses det.
Behov for stabil hotelkapacitet
Nye internationale flyforbindelser, stigende turisme og øget erhvervsaktivitet har skabt et voksende behov for stabil hotelkapacitet, skriver Air Greenland. Amerikanske United Airlines fra Star Alliance har også i år en sæsonrute fra Newark-lufthavnen ved New York, mens SAS sidste år vendte tilbage til Grønland med en sæsonrute fra København til Nuuk. Den blev dog ikke genoptaget i år.
I pressemeddelelsen siger Air Greenlands koncernchef, Jacob Nitter Sørensen: “Nuuk og Grønland står over for en udvikling med flere rejsende, nye trafikmønstre og større krav til kapaciteten omkring rejser. For Air Greenland er aftalen en langsigtet investering i en mere robust værdikæde, der kan understøtte vækst og give bedre rammer ved driftsforstyrrelser.”
“Hotel Hans Egede er en veldrevet virksomhed med en stærk position, og vi ser et stort potentiale i at videreudvikle den,” tilføjer Jacob Nitter Sørensen.
Ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq havde Hotel Hans Egede A/S sidste år et overskud efter skat på 39 millioner kroner – det bedste resultat i virksomhedens historie.
Samme ejer i snart 40 år
Hotel Hans Egede blev etableret i 1987 af Helge Tang og Carl Juhl. Efter Carl Juhls død i 2021 købte Helge Tang de 50 procent af hotelkoncernen, som var ejet af Juhl-familien.
Bestyrelsesformand Helge Tang siger i pressemeddelelsen: “Det har været et privilegium at være med til at opbygge Hotel Hans Egede gennem næsten fire årtier. Sammen med Carl Juhl skabte vi fundamentet for virksomheden, men jeg skylder en stor tak til vores medarbejdere og til vores administrerende direktør siden 2014, Jørgen S. Bay-Kastrup. Jeg føler, at virksomheden står stærkere end nogensinde.”
“Jeg har rundet de 76 år, og derfor betyder det meget for mig, at virksomheden bliver ført videre af en grønlandsk ejer med et langsigtet perspektiv og ambitioner om at udvikle den,” siger Helge Tang.
Hans søn, Christian Loiborg Tang, har de seneste år været en del af virksomhedens ledelse og haft en central rolle i den kommercielle udvikling. Han siger i pressemeddelelsen: “De seneste år har vi arbejdet med digitalisering, nye salgsplatforme og en mere kommerciel tilgang til driften. Det er jeg stolt af, og jeg ser Air Greenland som en ejer, der kan bygge videre med et langsigtet perspektiv.”
Han tilføjer: “Hotel Hans Egede har været en stor del af vores families liv i næsten fire årtier. Derfor er beslutningen om salget også truffet med stor omtanke. Vi har gennem længere tid haft mange overvejelser om virksomhedens fremtid og er nået frem til, at Air Greenland er den rigtige ejer til at føre Hotel Hans Egede ind i næste fase.”
Air Greenland ejer hoteller og rejsebureau
Ifølge Air Greenland skal Hotel Hans Egede fortsat drives som en selvstændig kommerciel virksomhed. Koncernen har erfaring med hoteldrift gennem Arctic Hospitality Group, som driver Hotel Arctic i Ilulissat, Ilimanaq Lodge og hytterne ved Eqi Glacier Lodge.
Desuden ejer Air Greenland-koncernen rejsebureauet Greenland Travel (det tidligere Grønlands Rejsebureau)
Relaterede artikler:
2024: Hotel Hans Egede renoveres for millionbeløb
Air Greenland er et af 15 nye IATA-medlemmer
Dansk rejsekoncern køber grønlandsk hotel i Qaqortoq

STANDBY.DK Nyt om rejser


