Spanske sikkerhedskrav gælder ikke skandinaviske statsborgere

Et telegram fra et britisk pressebureau i går var i nogle timer med til at så forvirring omkring et nyt krav fra Spanien, der lænede sig op af de amerikanske bestemmelser om API (Advance Passenger Information). Vi offentliggjorde det i går i anden udgave her i webavisen. Det blev meddelt, at de nye spanske sikkerhedsregler fra 13. juni gælder alle statsborgere i EU.



Det vil sige krav om data, nationalitet, fødselsdag og pasnummer inden afrejsen til flyselskaber, og igen videregivet til de spanske myndigheder. Ikke mindst charterselskaberne var oppe på mærkerne, fordi har for længst solgt og udleveret billetter til efter denne dato. Det kan fortsat blive et problem, hvis der på et charterfly sidder en ikke dansk statsborger fra et land uden for Schengen, Tyrkiet for eksempel.



For SAS er det allerede et problem, hvis reglen skal holde. Oversøiske passagerer eller passagerer fra dele af det gamle Østeuropa, som endnu ikke er blevet medlem af Schengen, falder ind under reglen, når de benytter København som transit til en spansk lufthavn. Eller bruger Lufthansa i Frankfurt og videre til Spanien, som et andet eksempel.



“Der skal ikke herske tvivl om, at SAS vil protestere voldsomt over den skærpelse og hindring for rettidig afvikling af den store sommertrafik. Vi vil bruge alle de kanaler, vi kan forestille os i protest mod en sådan restriktion inden for EU,” siger pressechef Jens Langergaard fra SAS i København.



De 13 oprindelige medlemmer af Schengen-aftalen er: Tyskland, Frankrig, Belgien, Holland, Luxembourg, Italien, Spanien, Portugal, Østrig, Grækenland, Finland, Sverige og Danmark. Norge og Island følger reglerne.



De nye lande i EU fra Østeuropa er gradvist ved at blive indført i samarbejdet.

-ejv

Skrevet af