Bagagekaos i Københavns Lufthavn

”Det var da dagens underdrivelse,” sagde adm. direktør Klaus Ren fra danske Jettime, da Take Off mandag spurgte, om også hans flyselskab havde mærket weekendens bagagekaos i Københavns Lufthavn.



Først tidlig mandag aften informerede lufthavnen om weekendens problem på sin hjemmesides pressesektion.



Men til Take Off sagde pressechef i Københavns Lufthavn, Søren Hedegaard Nielsen, tidligere mandag, at lørdagens to timer lange sammenbrud betød, at ca. 3.500 kufferter ikke kom med flyene. Mandag formiddag stod ca. 2.000 stykker bagage stadig i lufthavnen.



Handlingselskaberne har haft travlt med at få ekspederet den strandede bagage til ventende gæster – f.eks. kørte en lastvogn med kufferter natten til mandag til Madrid.



”Nedbruddet skyldtes en teknisk fejl på det værst tænkelige tidspunkt, en af lufthavnens største rejsedage. I lørdags havde vi ca. 70.000 afrejsende og ankommende passagerer. Vi er naturligvis kede af det omfattende nedbrud, der udelukkende er lufthavnens skyld, hverken flyselskaber eller handlingselskaber kan bebrejdes,” siger Søren Hedegaard Nielsen.



Blandt de irriterede er Star Tour salgsdirektør, Stig Elling. Han siger til Take Off:



”Det er fjerde år der er vrøvl med det bagageanlæg. Hver gang det bliver varmt er der problemer med anlægget – hvad nu hvis Københavns Lufthavn lå længere sydpå? Det er ikke holdbart. Vi beder nu lufthavnen om en slags garanti for, at vi ikke får problemer hver weekend her i sommeren. Vores kunder bliver gidsler og får ødelagt noget af ferien. Og hvordan skal det gå den kommende weekend, årets største charterweekend…”



Og adm. direktør Klaus Ren fra Jettime lød det:

”Det er jo lufthavnens bagageanlæg, men der er en larmende tavshed fra lufthavn. Vi har i dag skrevet til lufthavnen og spurgt, hvad man vil gøre for at undgå disse problemer. Som flyselskab skal vi forklare os til utilfredse rejsebureauer og passagerer – når bagagen ikke kommer med, peger de rejsende fingre af rejsebureau og flyselskab,” siger Klaus Ren og tilføjer:



”Lufthavnen har svaret, at de først i morgen (tirsdag) får tid til at skrive en forklaring til flyselskaber og rejsebureauer. Det er desværre tit man møder en mangel på action fra lufthavnen, når der er problemer. Jeg vil ikke kalde lufthavnen arrogant, men det virker som om det ville være lettere, hvis passagererne holdt ferie uden bagage. Men når bagagen ikke kommer med, ødelægges ferien delvist for de berørte – og koster flyselskaberne mange tusinde kroner at eftersende bagage, der ikke kom med flyet.”



”Københavns Lufthavn burde arrangere en studietur til Billund Lufthavn. Her fungerer det bare perfekt,” siger Klaus Ren. Jettimes fem Boeing 737’ere er travlt beskæftiget for en række danske charterbureauer.



Også Københavns Lufthavns største kunde, SAS Danmark, er utilfreds med bagageproblemerne. Chef for SAS Danmark, Flemming Jensen, siger til Take Off:



”Vi har en forventning om, at Københavns Lufthavn kan håndtere bagagemængderne. Vi har forståelse for, at bagagesystemet kan bryde sammen, men det skal principielt fungere. Lørdagens nedbrud gav SAS en række forsinkelser, hvor vi udsatte charterflyvninger, så vi kunne få bagagen med nogle af vores charterfly. Generelt er SAS kommet godt igennem et par store rejseweekender, hvor vores kvalitet og kundetilfredshed er i top,” siger Flemming Jensen.



Københavns Lufthavn ekspederede i juni, juli og august sidste år 2,5 mio. stykker bagage.



HB




Skrevet af