En times ventetid ved dansk paskontrol

LUFTFART: Fra 7. oktober skal politiet scanne pas hos alle, der rejser ind og ud af Schengen, f.eks. fra København til Storbritannien, Thailand, Tyrkiet, USA  osv. Det vil berøre hver fjerde passager i Københavns Lufthavn – omkring otte millioner.

“Vores seneste beregninger viser, at der i travle peak-perioder med mange flyankomster og afgange kan blive op til en times ventetid ved paskontrollen for ankommende passagerer og op til en halv times ventetid for afrejsende.”

Det sagde pressechef i Københavns Lufthavn, Kasper Hyllested, i går til standby.dk

Københavns Lufthavn har sammen med SAS og arbejdsgiverforeningen Dansk Industri skrevet til statsminister Lars Løkke Rasmussen for at få en udsættelse af starttidspunktet, indtil lufthavnen er klar med de ekstra udbygninger til den øgede paskontrol – men fik afslag.

Fra 7. oktober tilslutter Danmark sig det nye EU-krav om 100 pct. kontrol af pas mellem Schengen- og ikke Schengen-lande. Den nye EU-forordning om øget kontrol ved Schengen-grænserne betyder, at også statsborgere fra EU-landene, der rejser ind eller ud af Schengen-området, skal have scannet deres pas for at sikre at passet er ægte og at indehaveren ikke er eftersøgt.

Indtil nu har politiets paskontrollanter f.eks. kunnet vinke EU-borgere igennem uden nærmere kontrol af passet, men politiet skal undersøge pas fra borgere fra såkaldte tredjelande. Med den nye forordning skal alle pas kontrolleres. Det vil give ventetider.

8 mio. skal kontrolleres
Københavns Lufthavn havde sidste år tæt på 30 mio. passagerer, hvoraf de otte mio. rejste ind og ud af Schengen. Det er alle disse otte mio., der fra 7. oktober skal have deres pas kontrolleret.

For at gøre klar til mere plads til politiet i Københavns Lufthavn har lufthavnen iværksat et omfattende arbejde til ca. 700 mio. kr., der bl.a. skal give flere bokse til politiet.

Kapaciteten til at kontrollere pas skal fordobles i Københavns Lufthavn. Der er allerede kommet fire ekstra bokse for afrejsende passagerer, og inden årsskiftet kommer der fire ekstra bokse for indrejsende passagerer. Boksene står ved fingerrod C, hvorfra de fleste flyvninger ud af Schengen afgår f.eks. til Bangkok, Canada, Cypern, Dubai, Indien, Qatar, Storbritannien, Tyrkiet, USA osv.

Der er også paskontrol i den såkaldte lavpristerminal CPH Go, hvor der også er flyafgange ud af Schengen til f.eks. Storbritannien.

”Københavns Lufthavn ansætter mere servicepersonale til at hjælpe ankommende og afrejsende passagerer i Schengen-området. De kan bl.a. hjælpe passagerer hurtigere gennem paskontrollen, hvis de skal videre med et andet fly fra København,” siger pressechef Kasper Hyllested og tilføjer:

”Skal man rejse ud af Schengen, anbefaler vi allerede nu, at man kommer i god tid og går tidligere til gaten, så man kommer forbi paskontrollen.”

”Det bliver bøvlet”
Formand for AOC (Airline Operators Committee), samarbejdsorganet i Københavns Lufthavn mellem flyselskaber og bl.a. lufthavnsmyndighederne, stationschef for Air Greenland, Johnny Rasmussen, sagde i går til standby.dk:

”De første bulletiner om ventetiderne ved paskontrollen ved det obligatoriske check af alle pas talte om op til to timers ventetid. Der bliver i hvert fald længere ventetider end i dag. Vi glæder os selvfølgelig over, at politiet har mandet sin styrke i lufthavnen op.

Ændringen vil også betyde ekstra omkostninger for lufthavnens handlingselskaber – ligesom der bliver problemer med bagagen, der kører på båndet i ankomstområdet, mens passageren står i kø foran paskontrollen. Det bliver helt klart mere bøvlet,” siger Johnny Rasmussen.

Politiet: vi er klar
Chef for politiet i Københavns Lufthavn, politiinspektør Steen Pedersen, sagde i går til standby.dk:

”Det er svært for os at sige, hvor lang ventetiden bliver ved paskontrollen, men jeg tror ikke det bliver flere timer. Der kommer jo en 100 pct. kontrol ud og ind af Schengen, det vil give mere ventetid, omvendt får vi flere pasbokse, ligesom vi har fået flere ansatte.

Så jeg tror ikke der er grund til dommedagsprofetier, men der bliver køer – men forhåbentligt indenfor det acceptable,” siger Steen Pedersen, der dog ikke vil definere hvad ”acceptabelt” er i denne sag.

”Politiet arbejder i hvert fald tæt sammen med Københavns Lufthavn i også denne sag – og vi skal nok være klar.”

Politiet har bl.a. ansat flere civile til at hjælpe med grænsekontrollen og har nu over 100. Sidste år fik politiet i Københavns Lufthavn ni nye selvbetjente passcannere, der bl.a. kan bruges af statsborgere på over 18 år fra Schengen-landene.